Køge bueskytter tog medaljer i Norge
BUESKYDNING: Køge Bueskytte Laug havde i denne weekend 5 skytter til Nordisk ungdoms Mesterskab i bueskydning. Mesterskaberne blev afholdt i Surnadal ved Trondheim i Norge.
Efter fredagens indledende skydning lå alle danske skytter rigtig fint til lørdagens finaleskydninger.
Efter den individuelle skydning var der holdskydning og her var Jonathan Ipsen fra Køge udtaget til landsholdet (Danmark 1) sammen med Casper Lauridsen fra Hillerød og Mads Andersen fra Tåstrup. De træner alle på Kraftcenter Køge. Og i samme klasse var Peter Egestad fra Køge og Laust Andersen, København og Thomas Welts, Esbjerg (Danmark 2). Peter Egestad og Laust Andersen træner ligeledes på Kraftcenter Køge.
Det stod hurtig klart at Køge og Danmark skulle have medaljer med hjem da Danmark 1 slog alle modstandere og uden problemer gik i guldfinalen mens Danmark 2 måtte se sig hensat til bronzefinalen med en enkelt tabt kamp. Da de sidste finaler var skudt kunne Danmark 1 tage guldet og Danmark 2 fik bronzen.
- Lørdagens individuelle finale skydning gav dog ingen medaljer til Køge skytterne, så Svante, Emil og Freja måtte tage hjem uden metal om halsen denne gang, fortæller Michael Egestad fra Køge Bueskytte Laug.
Samlet set kan Danmark være godt tilfreds med dette års Nordiske ungdoms Mesterskab da man i alle klasser tog hovedparten af medaljerne.