Fortsæt til indhold

ASBO vedtager fusion

Boligforeningen ASBO har besluttet at fusionere med Boligforeningen SØBO fra årsskiftet. Det blev vedtaget med et overvældende flertal på en ekstraordinær generalforsamling torsdag aften

Arkiv
Arkiv

På sidste uges ekstraordinære generalforsamling i Boligforeningen ASBO skulle der stemmes om en fusion med Boligforeningen SØBO med virkning fra årsskiftet. Resultatet blev et overvældende flertal for en fusion. 256 stemte for, tre stemte imod og to stemmer var ugyldige.
Næste skridt bliver, at Boligforeningen SØBO formelt skal vedtage fusionen på et repræsentantskabsmøde i dag mandag den 7. juli.
Rent praktisk fusionerer ASBO ind i Boligforeningen SØBO som det fortsættende selskab. Den nye organisationsbestyrelse kommer til at bestå af ni medlemmer, hvor de fem er valgt af SØBOs repræsentantskab og fire vælges af ASBOs generalforsamling. Formand bliver Jens Erik Nielsen, nuværende formand i SØBO, indtil der vælges en ny på repræsentantskabsmøde i 2016. Forretningsfører bliver Hans Peter Hollænder, som i dag er forretningsfører i SØBO. ASBO og SØBO planlægger selv at stå for drift og service, men vil benytte Domeas it-platform.
Heidi Jensen, der er formand for ASBOs bestyrelse er glad for, at fusionen nu er vedtaget:
"Vi har jo arbejdet for det her over en lang periode, for vi kunne jo se, at udviklingen gik den forkerte vej. Blandt andet har vi et underskud på arbejdskapitalen på 845.000 kroner, og vi var bekymret for, hvordan vi skulle klare pludselige skader eller større renoveringsopgaver. Med en fusion bliver vi økonomisk mere robuste, og med 1.700 boliger i den fusionerede boligforening får vi større gennemslagskraft over for kommune og leverandører. Derfor er jeg meget tilfreds med, at det nu er lykkes at vedtage fusionen," siger Heidi Jensen.

Fakta
Driften af det fusionerede selskab vil have udgangspunkt i SØBOs nuværende lokaler på Sundsmarkvej 14 i Sønderborg, hvor åbningstiderne forbliver uændret på 25 timer om ugen mod ti en halv time om ugen i ASBO, altså en væsentlig forbedring af åbningstiderne for ASBOs beboere. Lejemålet af ASBOs lokaler i Augustenborg bevares indtil videre pga. en lejekontrakt, der først giver mulighed for opsigelse i 2018 og fraflytning i 2020. Denne adresse vil også blive brugt i et vist omfang.
ASBO har 609 lejemålsenheder og SØBO har 1.132 lejemålsenheder. En fusioneret boligforening vil således rumme 1.741 lejemålsenheder. SØBO administrerer endvidere 213 private andelsboliger.