Fortsæt til indhold

Sådan får du en sikker bolighandel

En lang række faldgruber kan gøre bolighandlen til et mareridt. Omtanke og korrekt rådgivning er vejen til en sikker bolighandel. Boligsiden.dk og specialistadvokat Kristian Dreyer kommer med gode råd til boligkøberen

Arkiv
Af Anne-Mette Bache Jensen, Boligsiden.dk

En bolig er et produkt, der nemt kommer op i en sum af flere millioner kroner, og derfor kræver boligkøbet en særlig opmærksomhed, da mangelfuld – eller manglende – rådgivning, kan være årsagen til en privatøkonomisk krise for boligkøberen.
Når bolighandlen går galt, er det sjældent på grund af ond tro, men skyldes manglende viden. Så uanset om du er køber eller sælger, skal du være varsom, når du handler bolig. Specialistadvokat Kristian Dreyer fra SVEJGAARD | GALST | QWIST i København kommer med disse gode råd til dig, der vil have en sikker bolighandel:
1. Anvend ejendomsmægler og advokat. De har pligter efter loven og egne branchenormer, der er med til at sikre, at alt bliver belyst og gennemgået. Går det alligevel en sjælden gang galt, vil de have ansvarsforsikringer, så du ikke selv kommer til at betale.
2. Tjek prisen. Som køber bør du undersøge, at prisen er korrekt i forhold til tilsvarende ejendomme i kvarteret, og du bør overveje, om du kan sidde i boligen alene, hvis din bedre halvdel går bort, I går fra hinanden, eller hvis den ene mister sit job.
Som sælger bør du drøfte med din ejendomsmægler, hvordan salget og prisen på ejendommen optimeres.
3. Få ejendommen gennemgået af egen bygningssagkyndig – og få belyst væsentlige anmærkninger i tilstandsrapport m.v. herunder særligt de dele, der ikke er besigtiget, er undtaget fra ejerskifteforsikringsdækning, eller som slet ikke er beskrevet og derfor har fået karakteren ”UN”.
4. Drøft de væsentlige punkter med ejendomsmægler og advokat, nemlig bygningens ”vitale” dele såsom fundamenter, tag og tagkonstruktion, badeværelse i forhold til installationer og vådrumssikring, grundens forhold og risiko for forurening herunder som følge af sløjfede og eksisterende olietanke.
5. Få lavet samejeoverenskomst og gensidigt testamente i forbindelse med købet, så der er styr på, hvad der skal ske med ejendommen, hvis I går fra hinanden eller den ene dør. Det gælder særligt de ugifte samlevende.
Derved undgår du ifølge advokat Kristian Dreyer langt de fleste problemer. Langt hovedparten af alle retssager på boligområdet omhandler disse spørgsmål.