Fortsæt til indhold

Ingen tegn på svindel i beredskab

Over en halv million kroner lyder regningen på for undersøgelsen af Lejre Beredskab

Arkiv
Henrik Gregersen

Ansættelse af familiemedlemmer, udbetaling i naturalier, misbrug af tjenestebiler, og privat brug af beredskabets ejendom.
Og et arbejdsmiljø så dårligt, at man rent faktisk diskuterede, om man skulle køre frem til en trafiklulykke med et fastklemt offer.
Sådan lød nogle af de anklager, tillids- og sikkerhedsrepræsentanten på brandstationen i Kirke Jyllinge har rettet mod beredskabschef Per Boye i et såkaldt "bekymringsbrev."
Men foreløbig er der intet, der tyder på, at beredskabschefen har foretaget sig noget kriminelt. Sådan lyder den foreløbige konklusion, som BDO Revision er nået frem til i sagen.
Et gavekort på 7.000 kroner til restaurant Snekken i Roskilde samtbetalingen af en trafikbøde på 2.000 kroner skal dog granskes nærmere.
Samtidig anbefaler BDO Revision, at Lejre Kommune stramme op og indføre faste retningslinier for brugen af tjenestebiler, så ansatte og kommune ikke utilsigtet ender med kæmpe-regninger for uberettiget brug af tjenestekøretøjer, fordi man eksempelvis ikke har ført kørebøger.
Det viser de sagsakter, Lokalavisen har fået aktindsigt i.

Juridisk undersøgelse

Lejre Kommune har bedt KL om at vurdere de juridiske aspekter i sagen for at afdække, om der skal tages ansættelses-retlige skridt mod ledere eller brandfolk. Og det bliver en dyr omgang at komme til bunds i.
Der skal nemlig gennemføres Ca. 30 interviews med brandfolk, ledere og den kommunale administration, ligesom KL skal vurdere de juridiske aspekter i den revisionsundersøgelse, Lejre Kommune samtidig har bedt BDO Revison gennemføre for at afdække, om der er hold i beskyldningerne mod beredskabschefen. Men det har BDO altså foreløbig ikke fundet dokumentation for.
Alene prisen for KL's arbejde nærmer sig en halv million kroner fremgår det af brevet. Dertil kommer 75.000 kroner for revisionsarbejdet hos BDO.
Lokalavisen har også fået aktindsigt i det oprindelige bekymringsbrev - men her er samtlige detaljer i sagen forinden slettet, og det er derfor stadig usikkert, hvad brandfolkene konkret baserer deres kritik på.

Lang tid undervejs

Sikkert er det imidlertid, at der efter brandfolkenes opfattelse er tale om et årelangt tilløb til bekymringsbrevet begrundet i et efter deres opfattelse forpestet arbejdsmiljø.
Ifølge dem har problemerne nu antaget en karakter, så beredskabsfolkene nu åbent diskuterer, om de overhovedet skal køre ud på udrykning ved en alarmering.
"Senest skete det, da en borger sad fastklemt i en bil og havde brug for vores hjælp!," hedder det blandt andet i brevet.
Herefter oplister brandfolkene en række områder, som de mener er problematiske.