Sarah Syltetøj og Josefine Jordnød ferierer på madskole
Produktionsskolen på Darumvej åbner køkkenet for ti madglade sommerferiebørn
Sanne Salat, Sarah Syltetøj og Josefine Jordnød. Alt - selv navnene - står i madens tegn på Esbjerg Produktionsskole, der i skolesommerferien har åbnet køkkenet for ti madglade børn.
Anledningen er Esbjergs første Madskole - af den slags som sidste sommer trak flere end 2.000 børn til i resten af landet. I fem dage lærer børnene om alt fra madlavning og nøglehulsmærket til kostråd og hverdagen på et mejeri.
“Det er super totalt sjovt også selv om vi har fået torsk,” lyder det fra Sarah og Josefine, der allerede mandag morgen fik efternavnene “Syltetøj” og “Jordnød”.
Det var også her, at Madskolens voksne og elever blev enige om et par enkelte regler - blandt andet den med, at man skal smage på maden, før man siger, at man ikke kan lide den.
På den måde lærte Casper for eksempel, at han - stik mod forventning - faktisk godt kan lide æggekage, og Sarah fandt ud af, at mad med løg kan smage af andet end løg.
Det er første gang, at Esbjerg og dermed Produktionsskolen lægger køkken og personale til Madskolen, men formentlig ikke den sidste.
“Det har været en fantastisk uge både for os, børnene og de fem engagerede elever herfra skolen, der har lagt en stor indsats i at lære videre til børnene,” smiler Sanne D. Hansen, der som køkkenansvarlig på Produktionsskolen også har ansvaret for Madskolen, hvor børnene ikke bare har haft travlt med at lave mad, men også spise den.
Torsdag blev også deres forældre og søskende godt forkælet, da de blev inviteret på både flæskesteg og luksus havregrød.