Fortsæt til indhold

De gør noget for børnene - tak for det

Arkiv
Arkiv

Det er ikke nyt, men det er sikkert som amen i kirken - eller hvad man nu bekender sig til: Det lokale foreningsliv stiller hvert år et imponerende program til rådighed for byens børn og unge, når sommerferien starter. Det er camoufleret som et kommunalt tilbud i det fine og årligt tilbagevendende Aktiv Sommer katalog, som skolelever får med hjem. Og når jeg siger camoufleret, så er det fordi, at rigtig mange af de gode tilbud i kataloget leveres af de mange foreninger i kommunen - og altså ikke egentlig af Hvidovre Kommune. En del leveres også af kommunale institutioner - og det er såmænd lige så prisværdigt, men her skal man trods alt huske på, at institutionerne jo ikke i samme udstrækning skal sørge for at hyre ekstra arbejdskraft eller ligefrem levere gratis arbejdskraft for at en gruppe børn kan få en festlig dag eller uge i deres sommerferie. Jeg ved det, fordi jeg selv har børn, der med stor fornøjelse har benyttet - og stadig benytter - sig af de gode tilbud. Af samme grund ved jeg også, at nogle af tilbuddene på sin vis fungerer som en slags rekruttering til netop det lokale foreningsliv. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at et par af mine børn, siden deres debut i ¿lær at svømme på fem dage¿ har brugt særdeles meget tid i den lokale svømmeklub. Så foreningerne har med andre ord også gavn af at tilbyde børnene de sjove aktiviteter. Men det ændrer jo ikke på, at der i en lang række aktiviteter er fuldstændig åbne døre, og at medlemmerne af foreningerne påtager sig det store arbejde med at arrangere - og så i øvrigt tilbyder børn og unge i mange tilfælde helt uden tilmelding blot at møde op og få en ny oplevelse, lære nyt, overskride en grænse eller få mulighed for at fordybe sig i noget, de måske ikke vidste, de ville kunne lide. Ingen foreninger og tilbud nævnt, ingen glemt, men kataloget er absolut omfangsrigt - og der er efter min mening et tilbud til enhver smag. Det er imponerende flot, at foreningerne år efter år stiller op som sommerferie-afløsere og underholdere og dermed sikrer, at vores børn får en god sommer, men måske også får et indblik i, hvad de kan tage sig til, når sommeren går på held og kroppen og hjernen trænger til at blive udfordret.