Hans vil hylde Carl Nielsen
Det kan blive stort eller småt, men helt sikkert godt. Carl Nielsen blev født 9 juni 1865, altså for snart 150 år siden, og han har lagt tone til glæde og fest, alvor og eftertanke i børnesange, folkesange og salmer, der gennem generationer har været ørehængere. Det skal fejres bredt i 2015 med deltagelse blandt alle generationer, nationer og institutioner. Det mener i hvert fald Hans Schwenker, tidligere daginstitutionsleder og kirkesanger, fra Ribe.
Derfor efterlyser Hans Schwenker nu interesserede, som vil deltage i at fejre den kendte komponist ved en bred kavalkade af hans kompositioner, børnesange, fædrelandssange, folkesange og salmer, der har præget vort tonesprog over flere generationer.
"Det kræver forberedelse og engagement, mem vil også give afkast i rig og levende oplevelse," siger Hans Schwenker, der beder folk om at sende en e-mail på h.schwenker@syngogleg.dk, hvis man har interesse og kunne tænke sig at få lidt uforpligtende information om, hvordan det videre forløb vil udvikle sig.