Død over zebraen og tømmermænd
På campingpladserne sørgede man for, at Festivalen blev skudt i gang med maner
Foto: Anne Sofie Wanscher Selvom musikken er rygraden på Roskilde Festival, kan selv den mest hærdede festivalsgænger blive tung om hjertet, hvis oplevelsen starter i vand og mudder. Årets fest på Dyrskuepladsen startede ikke alt for lovende. Mørke skyer hang søndag i mange timer henover Roskilde, og lidt regn blev det da også til på dagen, hvor campingpladserne åbnede. Himlen viste sig dog fra sin nådige side, og de helt store skyller gik uden om festivalen og dens gæster. Bekymringer for at søndagens vejr ville kendetegne opstartsdagene på festivalen blev manet til jorden på bedste vis af mandag, som bød på høj sol og god varme.
Bræk og søvand
Med solen solidt placeret på himlen var der rig mulighed for, at de fremmødte gæster kunne nyde alle de tilbud, Festivalen byder på, allerede før musikken starter. Nede ved campingområde K var der indrettet den såkaldte Relax City, hvor trætte gæster kunne kigge forbi for at få genopladet batterierne med en omgang yoga eller en lur i en hængekøje. Peter Plesner, Johan Jensen og Jakob Holm gik dog anderledes hårdt til værks i kampen for at få gang i deres udfestede kroppe. De havde iført sig badebukser og taget kampen op med søens kølige vand. - For ti minutter siden stod jeg og brækkede mig, men der er bare ikke noget som en dukkert til at fordrive tømmermændene, fortalte Jakob Holm og fik opbakning fra sine to kammerater. - Vi har hørt, at det er om at bruge søen her i de første dage, før den bliver alt for beskidt, tilføjede Peter Plesner, mens Johan Jensen fortalte, hvordan han året før havde dykket i søen, da han pludselig fik noget underligt mellem fingrene. - Det var for blødt til at være en sten og overfladen gjorde, at det ikke kunne være tang, sagde han og rynkede på næsen.
Zebrajagt og kortspil
Andre steder havde man tyet til andre metoder at hygge sig igennem solskinstimerne. I lejren Banan havde man valgt en fremgangsmåde, der repræsenterede den generelle tilgang på campingpladserne ganske godt. Her var yoga og afslapning kastet til side for leg og druk. Som lejrens navn antydede, var alle selvfølgelig klædt ud i banankostumer, som de gladelig viste frem. Lige ved siden af Dream City i H spillede udklædning også en vigtig rolle i indsatsen for at udnytte det gode vejr. Her havde tre unge mennesker, der ønskede at gå under kunstnernavnene Johan Løvehjerte, Karoline Æsel og Kristopher Zebra Kampsprøjt Frokost klædt sig ud i kostumer, så de kunne udspille et evigt drama fra den afrikanske savanne. Kristopher Zebra Kampsprøjt Frokost var iklædt en zebradragt, mens de to andre var trukket I løvekostumer. - Vi er ude for at fange frokost, fortalte Karoline Æsel og løvernes bytte tilføjede: - Vi render rundt mellem lejrene, mens jeg prøver at gemme mig, og så en gang imellem spiller vi kort med folk i de lejre. hw@roskildeavis.dk