Fortsæt til indhold

Nyt flerbrugerhus til service og logistik i STC

JUST Gruppen opfører flerbrugerhus i Skandinavisk Transportcenter, STC i Køge til handel-, service- og logistikvirksomheder.

Arkiv
Arkiv

BYGGERI: JUST Gruppen udvikler to flerbugerhuse med en projektværdi på 75 millioner kroner og i alt 8300 etagemeter med facade ud til Køge Bugt Motorvejen i STC, Skandinavisk Transportcenter Køge.
En del af første etape på 2500 etagemeter er allerede udlejet til to virksomheder. Den ene er NTG Nordic, der får nyt hovedkontor og logistikafdeling. Yderligere en kan flytte ind 1. september. Anden etape på knap 6000 etagemeter klar med plads til op til seks virksomheder i februar 2015.
JUST bygger til en ny type brugere, de mindre virksomheder der hidtil har måttet set langt efter den centrale placering i logistikknudepunktet i Køge. Og uden adgang til de fordele som har fået mange store virksomheder til at placere sig i STC, blandt andet Netto centrallager. Der er et hul i markedet, påpeger Claus Just, JUST Gruppen og siger:
- Vi har her en chance for 5-8 virksomheder, der kan få de helt optimale lokaler – en attraktiv placering i logistikcentret ved indkørslen til hovedstadsområdet og kontor og lager i høj kvalitet. Hvis du ikke skal bruge 40.000 kvadratmeter, har du hidtil måttet gå andre steder. Vi kan se, der er mindre og mellemstore virksomheder med logistik, service, handel og kontor, som også gerne vil udnytte den centrale placering i Køge. For eksempel virksomheder med import og distribution.
- De mange store projekter i Køge, supersygehuset, jernbanen, havnen mm. skaber et nyt stort behov for kvalitets kontorlokaler, hvor der oven i er ekstra plads til lager og materialer, siger han.
En fleksibel indretning, som er kernen i konceptet, betyder at lejere kan få fra 850 etagemeter og op.

Aktiv investor

JUST Gruppen er aktiv investor i Køge området med en række kontor- og logistikejendomme. Konceptet er rationel indretning og et højt kvalitetsniveau.
- Bygger du fornuftigt, er kvalitet ikke ret meget dyrere, men brugsværdien til gengæld meget højere. Og det giver værdi for lejerne deres medarbejdere, siger Claus Just.
JUST's egne arkitekter og ingeniører står for detailindretningen og styrer selv byggeriet. Konceptet for de to ejendomme er en kontordel med direkte adgang til lager/logistikdel. Husene består af tre henholdsvis seks firkanter på hver cirka 850 etagemeter. En virksomhed kan sætte sig på en eller flere og indrette dem med individuel fordeling mellem kontordelen og logistikdelen.

Claus Just.

Eneste facadegrund

JUST sikrede sig for nogle år siden den eneste facadegrund direkte ud til Køge Bugt motorvejen med mulighed for synlige skilte og dermed profilering af virksomheden over for de mange bilister, der kører forbi.
Siden er området bag ved blevet udviklet og så godt som udbygget med virksomheder som DBK, Lidl, Netto og LMG.