Madam Eclair er rykket nærmere bymidten
KØGE: Torsdag morgen åbnede bageriet Madam Eclair igen dørene efter tre lukkedage, som er blevet brugt til at flytte fra de tidligere lokaler i Vestergade 32 A til de nye lokaliteter i Vestergade 17.
- Selvom vi havde meget at lave i de gamle lokaler i nummer 32, så har vi valgt at benytte muligheden for at rykke lidt tættere på bymidten. Det er jo inde omkring torvet det sker, så vi glæder os meget til at byde nye som faste kunder indenfor i vores nye bageri, siger bagermester Poul Larsen, der sammen med hustruen Benthe overtog Madam Eclair den 1. august sidste år.
Det nye bageri i Vestergade 17 er indrettet i store, lyse og venlige lokaler, hvor der også er blevet mulighed for at kunderne kan sidde og slappe af over en kop kaffe eller the og et stykke brød.
- Vi har desuden mulighed for at have et lille cafémiljø ude på fortovet, fortæller Poul Larsen.