Fortsæt til indhold

Rådhuset i Gråsten trænger til en make-over

Arkiv
Arkiv

Forbipasserende på Torvet i Gråsten har formentlig på det sidste lagt mærke til, at uret på det tidligere rådhus i Gråsten ikke er til at stole på. Det er slet og ret gået i stå. Urets motor er brudt sammen, og reservedelene har ikke været til at få fat i endnu.
“Vi havde håbet på og har naturligvis arbejdet intenst på at få de nødvendige reservedele fra leverandøren i Belgien, således at vi kunne få uret til at virke, inden vi den 19. juli har modtagelse af de kongelige gæster. Vi ved, det er en begivenhed, som også tiltrækker mange turister. Det er ikke lykkedes, og vi har været nødt til at arbejde for at finde andre løsninger. Men vi må her op til industriferien se i øjnene, at det ikke lykkes inden den 19. juli,” fortæller intern bygherrerådgiver i afdelingen Bygninger og Energi i Sønderborg Kommune, Uwe Schmidt.

En ulykke kommer sjældent alene

At en ulykke sjældent kommer alene kan bekræftes i den forbindelse. Kommunen havde nemlig også satset på at få oliebehandlet bygningens vinduer og renoveret murværket på facaden. Men også dét er løbet ind i forhindringer.
“Arbejdet er imidlertid bestilt og påbegyndes lige efter ferien. Til den tid må man så belave sig på, at der i en periode bliver stillet et stillads op, som måske ikke er så kønt, men som er nødvendigt for, at det bagefter bliver flot at se på,” siger Uwe Schmidt.