En svær kabale
Selvom de nye lærerarbejdstider ikke er en del af skolereformen, hænger de unægteligt sammen med det hårde skolearbejde hen mod 1. august
Selvom de nye lærerarbejdstider ikke er en del af skolereformen, hænger de to ting godt og grundigt sammen, da alle Hvidovres folkeskoler 1. august skal have fundet fysisk plads til lærerarbejdspladser på selve skolen. Det har ikke været en lige nem proces alle steder. Nogle skolers fysiske forhold har spillet mere end ét pus. Andre steder har det været meget nemt at få kabalen til at gå op. Stærkt udfordrede På Dansborgskolen har man stået overfor den sværeste opgave af alle skoler: De fysiske forhold er ikke så store, og der er ikke tilstrækkelig plads til de anslåede behov for lærerarbejdspladser. Det kan betyde, at man i et eller andet omfang er nødt til at dispensere fra tilstedeværelsespligten. Det fortæller skoleleder Anne Marie Andersen: - Arkitektrapporten konkluderede, at skolen har stor pladsmangel, og at vi er stærkt udfordret på de fysiske rammer. Vi kan ikke i tilstrækkelig grad indenfor de nuværende givne rammer sikre de nødvendige arbejdspladsfaciliteter, siger Anne Marie Andersen. Hun trøster sig med, at hendes medarbejdere trods store frustrationer er dybt engagerede og ambitiøse på skolens vegne. - Som leder vil man strække sig langt for at etablere et godt arbejdsmiljø både psykisk og fysisk. Vi er udfordrede, det er ingen hemmelighed, men alle arbejder hårdt for at finde konstruktive løsninger, siger skolelederen. Lang vej Dansborgskolen har to store rum på i alt 145 m2, hvori der kan placeres 24 arbejdspladser. Men med 70 medarbejdere er der lang vej endnu. En af løsningerne er, at skolen får tildelt hæve/sænke-borde for at få flere lærerfaciliteter rundt omkring i klasseværelser. På den måde vil man ca. kunne skaffe 10 ekstra pladser, der vil kunne benyttes i kortere perioder. Hvor disse skriveborde kommer til at stå, beslutter vi, når vi har klarhed over den daglige undervisningsmæssige brug af lokalerne. Dette ved vi, når skemaet er færdiggjort. - Vi har en stærk teamkultur på skolen, så vi ville også gerne have givet vores teams mulighed for at mødes i faste rammer. Men det er en drøm, der heller ikke bliver opfyldt lige med det samme. Vores fysiske forhold er ikke optimale i forhold til de krav, der efter sommerferien stilles til lærernes ekstra undervisning, forberedelse og effektivitet, siger Dansborgs skoleleder. Dansborgskolen er dog ikke ene om at være udfordret på pladsen. På Risbjergskolen har man m2 nok, men man har haft problemer med at finde lokaler med dagslys til lærerarbejdspladser. Og på Avedøre Skole, er det ifølge Rambøll ¿en forudsætning, at både det nuværende musiklokale, den gamle tandklinik og tumlesalen i kælderen kan indgå som en del af den samlet løsning¿ - hvorefter Rambøll også konkluderer, at har man tekniske udfordringer ved denne løsning, vil det være en udfordring at finde alternative muligheder, der kan indfri kravene om arbejdspladser til lærerne.ark