Sønderborg Kommune er årets elevplads
Ved uddeling af eksamensbeviser på IBC i Aabenraa i sidste uge blev Sønderborg Kommune kåret som Årets Elevplads 2014. Sønderborg Kommune var indstillet af de tre elever, der afslutter elevuddannelsen i 2014. Det er Carola Nissen, Charlotte Biering og Tina Sara Mikkelsen.
Prisen som Årets elevplads tildeles en arbejdsplads, som bl.a. har udvist et særligt engagement i elevens uddannelse, har et særlig godt arbejdsmiljø, har givet eleven egne ansvarsområder og udvist stor tillid.
I indstillingen har de tre elever især lagt vægt på et godt introduktionsforløb og egne ansvarsområder, og de føler sig godt rustet til at komme ud på arbejdsmarkedet som faglærte kontorassistenter.
Carola og Charlotte har været med til at teste et e-learnings introduktionskursus for nyansatte, og Tina har som noget helt nyt været i praktik i Grønland.
"Jeg fik lært, hvordan tingene fungerede i en kommune deroppe. Jeg var i Sydgrønlands Kommune og den største forskel er nok, at kommunen er så lille, at alle kender hinanden. Geografisk er den til gengæld kæmpestor. En dag skulle vi besøge en børnehave i en lille bygd. Vi sejlede med en lille færge, og det var en hel dagsrejse. Det var en stor oplevelse, og jeg er glad for, at andre elever nu også får denne mulighed," siger Tina Sara Mikkelsen.
Kirsten Bielefeldt, uddannelsesansvarlig i Sønderborg Kommune, er rigtig glad for kåringen men skynder sig at give hovedparten af æren videre til sin forgænger, Pia Jensen.
"Det er helt klart Pias fortjeneste, at Sønderborg Kommune har opnået den fine pris. Pia har været meget nytænkende som uddannelsesansvarlig, og det er også hende, der har åbnet op for muligheden for praktik uden for kommunen. Jeg vil også gerne rose vores mange praktikvejledere rundt omkring i kommunen. De gør et kæmpe arbejde for at give eleverne en god uddannelse," siger hun.