Øl med humor og holdning
Ølbryggeriet startede som en hobby, men er bare blevet større med årene. For lidt over en måned siden fik de igen prisen for årets danske bryggeri
Sæby Malt knuses i maltmølle og mæskes i mæsketank i mikrobryggeriet Hornbeer, der er omringet af kæmpe grønne marker. På grunden ligger også en gårdbutik, Gunhilds Galleri og ejerne Jørgen Fogh Rasmussens og konen Gunhild Rasmussens hvide, idylliske træhus. Jørgen står for bryggeriet og Gunhild for galleriet, etiketterne, ølsalget, eksport, distribution og kommunikation. Derudover har de en bogholder ansat på halv tid. Jørgen og Gunhild er begge opvokset med landbrug i Jylland og er uddannede agronomer. De mødte hinanden i en tidlig alder og er vant til at samarbejde. Tidligere har de arbejdet sammen i et byggefirma, da børnene boede hjemme. Alt foregår autentisk på stedet, og malten stammer fra rundt omkring på Sjælland. ”Vi bor på et skønt område med gode naboer og en landsby med et godt sammenhold og lokalopbakning,” siger Jørgen, der startede med at have et lille hobby-bryggeri, og som lige siden gymnasietiden har interesseret sig for biologiske processer. Sidst i juli 2008 brændte bryggeriet ned på grund af en desinfektionsvæske, der sprang i luften. Men da der allerede var kunder i det lille bryggeri, valgte parret Rasmussen at tro på det, bygge det op igen og lave det større. Det er gennem årene blevet til en lang række af øl med sjove navne som f.eks. Black Magic Woman, Funky Monk og Viking Chili Stout. Sidstnævnte blev brygget som jubilæumsøl til Frederikssund Ølsmagning 2013 i Valhal, hvor den blev kåret som bedste øl. Det er Jørgen, der finder ud af, hvilken øl der skal brygges. Derefter finder de i samarbejde ud af en historie og navn til, og så laver Gunhild en etikette, der passer til historien om øllen. Gunhilds etiketter er farverige og humoristiske. ”Jeg tegner med et glimt i øjet og bliver glad, hvis nogen bliver i godt humør over budskaberne,” siger Gunhild.
Kritik af bankerne
Generelt er der holdning og humor bag Hornbeers øl. Øllen Grisk blev lavet som en kritik af bankernes generelle opførsel og grådighed. ”Alkoholprocenten skulle ligge mellem bankernes indlandsrenter og udlandsrenter, og det blev til en procent på 6,4,” fortæller Jørgen og tilføjer, at øllen har meget humle i sig, en bitter smag og dufter af citrus og blomster. Spar Nord sagsøgte dem i retten for øllen, fordi de mente, at den gjorde grin med dem. I retten vandt Hornbeer og måtte fortsat brygge Grisk, fordi det var en generel kritik af banksektoren, og mange menneskers indtryk af bankernes umoralske opførsel. For en måned siden fik Gunhild en pris for etiketten på øllen Julegris(k). Den blev lavet et halvt år efter Grisk som juleøl på baggrund af, at bankerne stadig ikke tog skatteyderne alvorligt. ”Det var en reaktion på bankpakkerne, og at bankdirektørerne på det tidspunkt fik kæmpe afskedigelsesbonusser,” siger Gunhild. På etiketten af øllen er der bl.a. en gris med en sæk fyldt med penge, der flyver rundt, ordene Spar Nar og bankpakke 1-5, og en kurve, hvor man kan se, hvordan bankdirektørernes fratrædelsesgodtgørelser bliver forøget, nu dårligere moral de har. ”Vi har fået mange positive tilkendegivelser fra folk, der har grint af budskaberne i øllene,” siger Jørgen.
Fornemmelse for ølsmag
Hornbeer har også en grøn ideologi og er netop blevet kåret til en af de mest grønne bryggerier i Danmark i Bryggeriforeningens nye miljømagasin. ”Vi synes, der er sund fornuft og økonomi i at være grønne. Vi køler øl med jord og varmer det med solceller,” siger Jørgen, og Gunhild supplerer med, at nogle af øllene er økologiske. Ifølge Jørgen finder de på smagsvarianterne ved at smage på andres øl, også når de er ude at rejse. ”Vi bliver inspireret og sammensætter vores egne udgaver af den smag, vi synes er god og i balance. Med erfaringen og håndværket får man en god fornemmelse.” Hornbeer sælges i lokale supermarkeder og forskellige kroer, restauranter, ølbarer og gavebutikker rundt omkring i landet, men også i Europa, Brasilien og Canada. Jørgen og Gunhild vil gerne fortsætte med bryggeriet langt ud i fremtiden, og de er ved at bygge til på grunden, for at få plads til en ny tappemaskine.