Sofie Rasmussen fra Ravnsborg til tops i Wien
BOWLING: Sarah Rasmussen og Sofie Rasmussen fra Ravnsborg Bowlingklub i Køge skulle i år deltage i World Sport Festival 2014 (WSF) i Wien i Østrig, hvor de var taget af sted sammen med en masse spillere og ledere fra Sundby, Stenhuset, BBK95, King Pins og Center.
WSF er et stort arrangement med mange forskellige sportsgrene, som hver især har deres konkurrencer. I bowling spillede man fredag og lørdag i en Team Event, hvor arrangørerne havde mixet tre-mands hold på tværs af alder, lande og snit. Der blev spillet med handicap tillæg, således at alle skulle have en chance for at vinde. Handicap blev givet efter spillerens snit - dog max. 20 kegler pr. serie. Søndag skulle der spilles Single Event.
I Team Event blev der spillet 6 serier fredag og 6 serier lørdag.
Både Sarah Rasmussen og Sofie Rasmussen havde meget svært ved at finde ud af olien om fredagen og spillede - skal vi sige - mindre godt.
Sarah Rasmussens hold havde det svært og lå nummer 8 efter fredagen og Sofie Rasmussens hold nummer 13 - ud af 18 - så der var plads til forbedringer de næste dage. Pigerne spillede med et snit på h.h.v. 154 og 157 efter de første seks serier.
Lørdagen blev endnu mere tung for Sarah Rasmussen, som tilsyneladende havde haft for meget sommerferie. Til gengæld så det ud til, at Sofie Rasmussen havde fundet recepten. Hun lavede personlige rekorder på 1 serie (257), 3 serier (648) og 6 serier (1207). Dermed rykkede hun fra en samlet 16. plads i stillingen til 6. pladsen.
Søndag skulle der spilles 6 serier i single, hvorefter de fire bedste skulle spille trinfinaler. Selvom Sarah Rasmussen ikke havde noget som helst at spille for, så formåede hun trods alt at få lidt gang i sit spil med bl.a. en serie på 224 - men var uden chance for avancement. Om søndagen var der reguleret i handicap-tillæg, således at spillere der havde præsteret bedre end deres anmeldte snit, ville få lavere handicap i Single Event.
Sofie Rasmussen fortsatte søndagen i næsten samme stil som dagen før med serier på h.h.v. 191, 195, 173, 197 og 202. Dermed havde hun spillet sig op på 3. pladsen inden sidste serie. Om det var manglen på spænding eller et "teenage"-flip der gjorde, at hun synes, der skulle være spænding vides ikke - men hun afsluttede 6. serie med en score på 126.
Dermed var hun pludselig ikke selv herre over, om hun skulle avancere. Hendes nærmeste modstander skulle lave en spare i 10. rude, så ville Sofie Rasmussen være ude, men til Sofies held, så lavede hun i stedet en 7-split - og dermed var Sofie Rasmussen i trinfinalerne med 6 kegler samlet til nummer 5.
I trinfinalen skulle hun starte mod bruttolandsholsspilleren Christine Hansen fra Stenhuset, Ålborg og det var tydeligt, at pigerne kendte hinanden og vidste, at det ville blive tæt. De har mødtes tidligere ved Køge Youth Masters og lignende, hvor Christine Hansen altid har haft vundet med en kegle - så vi kan virkelig tale om "Sofie's onde ånd".
Da Christine Hansen var den højest rangerede af de to, kunne hun vælge, hvem af dem som skulle afslutte 10. rude. Christine Hansen valgte, at Sofie Rasmussen skulle starte. Da Sofie Rasmussen var færdig med serien, havde hun lavet 181.
Christine Hansen havde 141 i 9. rude med en strike, så 3 strikes i 10. kunne sende hende på 191. Første slag blev en strike. Andet slag blev "kun" en 9'er og dermed kunne Christine Hansen maksimalt opnå 180. Så dermed var Sofie Rasmussen videre til næste runde mod nummer 2 fra det indledende - Agustina Tozzi fra Spanien.
Agustina Tozzi valgte, at hun selv ville starte - og at Sofie Rasmussen dermed skulle slutte 10. ruden. Sofie Rasmussen startede helt fantastisk med 5 strikes, og man kunne se, at det gjorde Agustina Tozzi lidt nervøs - hun havde samtidig lavet to spares, to strikes og en åben rude. Sofie Rasmussen formåede at bevare roen og sluttede serien på 234 mod Agustina Tozzis 203.
Dermed var Sofie Rasmussen i finalen mod Mika Guldbæk, ungdoms landsholdspiller fra Stenhuset. Mika Guldbæk havde spillet helt fantastisk i både Team Event og Single Event, hvor hun havde lavet flest kegler af alle spillere, så Sofie Rasmussen kunne tage det afslappet og spille sin chance.
Køge-pigen startede endnu engang sin serie flot med lukkede ruder, hvor Mika Guldbæk samtidig havde to åbne ruder i de første 5, så dermed var der pludseligt meget pres på hende. Hun lavede herefter 3 strikes og der kom lidt spænding igen, men Sofie Rasmussen formåede at bevare roen helt fantastisk - og vandt til sidst med 204 mod 171.
Dermed blev Sofie Rasmussen vinder af U19-rækken for piger ved WSF 2014 i Wien. De øvrige tre rækker blev vundet af englændere.