Postmand Per giver en gratis ørundtur
Sommerfest på Aarø i weekenden den 11. - 13. juli
Indehaveren af Aarøs Perle, Olaf Søgaard, er altid god for overraskelser. Mens han forleden søsatte det populære krabbevæddeløb, er han nu klar med næste attraktion - Postmand Per bilen. Den berømte bil har faktisk stået klar til afgang i nogle års tid, men den manglede lige de sidste tilladelser til lovligt at kunne futte afsted på øperlen.
I forbindelse med årets sommerfest på Aarø"s Perle, kan du allerede fra fredag komme på en gratis tur med Postmand Per bilen i tidsrummet klokken 15-16. Sommerfesten byder desuden på en lang stribe underholdning, som musik med folkbandet West Coast fredag klokken 18, og ikke mindst krabbevæddeløbet klokken 15, 17 og 19.
Lørdag fortsætter festen med Den Glade Sønderjyde, der underholder fra klokken 18 for både unge og ældre. Der servers wokmad i teltet. Postmand Per giver atter gratis ture rundt på øen, lørdag og søndag i tidsrummet klokken 11-12 og klokken 15-16. Krabbevæddeløb forsætter også både lørdag og søndag klokken 11, 13, 15, 17 og 19.
Søndagen byder blandt andet på det berømte fiskebord klokken 12, samt underholdning med Visens Skib klokken ca. 19. Køkkenet serverer i den forbindelse en gedigen omgang stegt flæsk og persillesovs.