Den nye forplads på KØS tager form
KØGE: Som landets eneste museum for kunst i det offentlige rum er det med stor glæde, at KØS i Nørregade i Køge kan påbegynde anlæggelsen af en ny kunstnerisk forplads, der har til hensigt at skabe en bedre sammenhæng mellem det omgivende byrum og museets indhold.
Arbejdet med fornyelsen påbegyndes planmæssigt mandag den 7. juli og i tiden frem til indvielsen vil der derfor forekomme perioder med rod på torvet udenfor museet.
Fra den 14. juli vil der ligeledes være begrænsede handicapfaciliteter, da den gamle rampe nedtages i forbindelse med anlæggelsen, som vil forbedre handicapforholdene. Museet vil gøre sit bedste for at mindske generne. Museet holder åbent i hele perioden.
Forpladsen, der bliver realiseret med en donation på 7 mio. fra Annie & Otto Johs. Detlefs' Fonde og byggetilladelse fra Køge Kommune, er skabt af en af vor tids største samtidskunstnere, Ann Lislegaard.
Projektet vil tage form som et performativt rum, opbygget af 111 trapper og plateauer, der indbyder til leg og aktivitet. Man kan både sidde på dem, optræde på dem og bruge dem som fundament for udstilling af skulpturer og kunstværker.
Forpladsen får således karakter af en dynamisk scene, der skifter stemning med sine omgivelser. Ligeledes vil stedet opfylde en række funktionelle behov såsom bedre handicapadgang, mere bekvemme siddeforhold i caféen samt en mere formålstjenlig indgang til museet med en ny rampe i husets gavl.
I forbindelse med omdannelsen af forpladsen flyttes Mindestenen for Træskoslaget til Køge Kirkes arealer, hvor den forventes genopstillet og genindviet i 2015.
Ligeledes vil Køge Kommune genplacere Jørgen Haugen Sørensens granitskulptur Den Låste, der blev opstillet på Brochmanns Plads i anledning af Køge Bys 700 års jubilæum i 1988.
Projektets entreprenører er Zenzo Group, specialister i byrumsinventar, og den lokale anlægsgartnervirksomhed, OKNygaard A/S, der står for henholdsvis leveringen og monteringen af betonelementerne.
- Vi håber, at forpladsen bliver til stor glæde for museets besøgende samt lokale borgere og ser meget frem til at kunne indbyde Køges borgere til en festlig indvielse, der foreløbig er planlagt til torsdag d. 30. oktober 2014, siger KØS-direktør Christine Buhl-Andersen.
pm