Fortsæt til indhold

Underskrift er i hus på biogasanlæg

To store biogasanlæg opføres i Tønder og Kliplev

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Så kommer der for alvor gas i ballonen i Kliplev. Et nyt stort biogasanlæg til 500 mio. kr. er nu på vej.
Det er ENVO Group, der sammen med en argentinsk investor står bag projektet, der også omfatter et nærmest identisk anlæg i Tønder kommune.
ENVO Group og Per Aarsleff A/S, ved henholdsvis direktør Bo Asmussen og Afdelingsleder Jacob Jacobsen, satte fredag den endelige underskrift på projektet. Der blev skrevet under på anlægget i Tønder Kommune, og samtidig blev der lavet en hensigtserklæring på, at et lignende anlæg skal bygges i Kliplev.
Begge anlæg vil producere omkring 68 millioner kubikmeter gas om året til opvarmning og varmt vand.
Per Aarsleff A/S starter projekteringen og går herefter i gang med anlægget i Tønder. Det forventes at tage omkring 21 måneder fra byggestart til anlægget er i fuld drift, men allerede i efteråret 2015 forventes den første gas at sive.
I Kliplev er processen forskudt mellem seks og otte måneder, så anlægget i Kliplev forventes at levere den første gas en gang i foråret 2016.
Omkring 90 landmænd skal levere gylle til hvert anlæg, og til anlægget i Tønder er så godt som alle aftaler allerede i hus.
“Til anlægget i Kliplev har vi også allerede rigtig god kontakt til de landmænd, der skal levere”, sagde Bo Asmussen.

Skaber arbejdspladser

I opførelsesfasen vil begge anlæg generere omkring 400 direkte og indirekte afledte arbejdspladser, og i driftsfasen vil der være omkring 90 direkte og indirekte afledte arbejdspladser begge steder.
”Vi glæder os til samarbejdet med Aarsleff og har intentioner om at opføre det hidtil smukkeste og mest bæredygtige biogasanlæg”, sagde direktør Bo Asmussen fra ENVO Group.
Borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen, var også glad for underskriften.
“Alt i alt betyder det, at vi får sat os i centrum på en god måde. Vi bliver den førende landsdel, når det gælder om at forsyne borgerne med grøn energi fra biogasanlæg. Så der er alt muligt grund til at smile i dag”.

Om anlæggene:
Der bygges to næsten identiske anlæg - et i Tønder og et i Kliplev
Hver anlæg kan producere biogas til at opvarme 22.000 husstande
Ved at bruge biogas i stedet for f.eks. naturgas spares atmosfæren for 74.000 tons CO2 årligt
Omkring 45 mand vil få fast arbejde på hvert anlæg, når det er i fuld drift