Solid bygherre bag det nyeste byggeprojekt på Søndre Havn
- Arkitektgruppen som står bag opførelsen af 100 eksklusive ejer- og lejeboliger på Søndre Havn/Søndre Strand i Køge har gennem årene bygget omkring 5.000 boliger
STRANDENGEN: Når man skal i gang med større bygge-projekter i en kommune, er der altid skeptikere, som stiller spørgsmålet: Bliver det nu til noget…?
Det spørgsmål er blevet stillet mere end 100 gange i forbindelse med hele Køge Kyst-projektet – både hvad angår bolig- og detailhandelsdelen på den vestlige side af jernbanen, og ikke mindst selve boligdelen på den østlige side, ud mod vandet. Køge har jo aldrig haft boliger ud til vandet – der ligger jo en masse virksomheder og så er der jo campingpladsen – så hvor skal de bygges???
Der er nok ikke noget at sige til, at specielt ”indfødte” Køgensere har svært ved at forestille sig den nye verden, men nu kommer den…
Køge Kyst og Køge Kommune har hele tiden holdt fast i, at man ville have seriøse partnere ind på alle byggerier, og foreløbig tyder alt på, at disse løfter bliver holdt.
En af de første til at byde ind på byggefelter på Søndre Havn/Søndre Strand var Arkitektgruppen, og det er en af de mest solide partnere på markedet i dag. Omkring 5000 boliger har Arkitektgruppen stået bag, og både den sidste og tidligere kriser har firmaet klaret sig flot igennem.
- Vi opfatter da os selv som en af de mere seriøse og solide partnere, siger Udviklingsdirektør Tony Christrup, og det betyder da bl.a. også, at vi vælger de sikre ”spillere” som partnere hele vejen igennem, når vi skal stå for nybyggerier.
- På Strandengen i Køge har vi valgt ”Vandkunsten” som arkitekter på de ca. 45 ejerboliger og ”Juul & Frost” til at tegne de 55 lejeboliger, som vi også skal opføre. Også med hensyn til salget har vi valgt med omhu. home i Køge v /Birthe Kaad er for os det sikre kort, og vi har fuld tillid til, at hun kan varetage vore interesser på den front.
Mulige købere spiller med
Samarbejdspartnerne har allerede haft mulige købere med på råd, inden man gik i gang med at tegne de nye boliger for at lade dem komme med input til, hvad man forventede af boligerne.
Der bliver tale om 2 boligkareer med ca. 100 boliger i alt, og varierende størrelser af lejligheder. Hovedparten ligger på 3- og 4 værelses, men der vil også være mulighed for 5 værelser, og der kommer egen p-kælder til bebyggelserne. Samtidig får de fleste lejligheder fri udsigt over den fredede strandeng og Køge Bugt.
Birthe Kaad er ikke i tvivl om interessen for de nye boliger:
- Køge er på alles læber, og lige siden vi havde den første annonce i om det nye bolig-projekt mærkede vi stor interesse, især fra familier nord for Køge, Solrød, Karlslunde og Greve, som ønsker at udskifte deres hus og have med noget lettere tilgængeligt. Her er der jo ikke så meget at passe, og så sker der jo meget mere i Køge, end i de nordlige kommuner. Køge Torv og det hyggelige handelsliv virker tiltrækkende på rigtige mange, og det tager jo ikke mange minutter at komme helt ind til centrum.
Der vil i løbet af efteråret blive afholdt informationsmøder, bl.a. kan man allerede den 23. august, hvor der er ”Store Havnedag” høre mere om de nye boliger, men ellers er man også velkommen til at kontakte Birthe Kaad hos home i Køge, hvis man vil sikre sig de mest eftertragtede lejligheder.