Fodlænken var ingen hindring for job
Adam Makhauri fra Vojens startede hos Sunsave med fodlænke på. Efter sommer begynder han på maskiningeniørstudiet
Da 25-årige Adam Makhauri fra Vojens efter en voldsdom fik fodlænke på, kunne han vælge mellem en tur i brummen eller at finde sig et job. Han valgte det sidste, hvilket i dag har indbragt ham en ansættelse med løntilskud som montør for Haderslev-virksomheden Sunsave, der leverer alt indenfor grøn energi. Her var man nemlig ikke bange for at give Adam en ny chance.
“Alle fortjener en ny chance, og da vi er en mindre virksomhed, har vi faktisk i flere år efterlyst muligheden for at finde en mand som Adam. Desværre har Jobcenteret tidligere ikke været til megen hjælp på den front. Det har dog ændret sig,” fortæller medindehaver Klaus Juhl.“
“At bære fodlænke er som at være styret af sin mor og far, man skal hele tiden referere om, hvad man gør og hvor man er overfor Kriminalforsorgen,” fortæller Adam Makhauri.
“Alligevel synes jeg, at det er en mega fin ordning. For har du dummet dig og ender med at få en fodlænke på, så har du stadig chancen for at gå ud og finde dig et arbejde. Og da jeg har opført mig efter bogen, betød jobbet for mig personligt også, at jeg fik afkortet dommen med tre måneder,” tilføjer Adam, der oprindelig er udlært industritekniker. Til september begynder han på maskiningeniørstudiet.
“Jeg har hørt fra andre indsatte, at det kan være hårdt at komme på rette spor igen, når du først har siddet i fængsel. Så tak for fodlænkeordningen - den kommer til at hjælpe mange. At dumme sig et kort øjeblik kan have indflydelse på resten af ens liv.”