Fortsæt til indhold

Sydbank hovedsponsor for Køge Øldag 2014

Arkiv
Arkiv

KØGE: I årene 2011, 2012 og 2013 var DiBa Bank hovedsponsor for Køge Øldag og dermed garant for at Køges meget kendte og utroligt populære ølfestival kunne gennemføres.
I slutningen af 2013 overtog Sydbank DiBa Bank, og arrangørerne bag Køge Øldag, Danske Ølentusiasters Køge Lokalafdeling, og Hugo's Kælder, hilser det velkomment at Sydbank har valgt at fortsætte som hovedsponsor.
I 2011 kunne Køge Øldag notere sig 915 gæster, i 2012 gik 1.430 ind igennem porten til Hugo's Gård for at toppe sidste år med 2.065 gæster, og med den bevågenhed Køge Øldag har haft hidtil, kan der kun gisnes om om besøgstallet lørdag den 23. august.
- For Sydbank er det helt naturligt at støtte et så stort arrangement som Køge Øldag, der ovenikøbet foregår lige udenfor bankens lokaler i Brogade 19, fortæller Filialdirektør Morten Damm.
- Interessen for god øl er stor, så mon ikke folk også i år vil stå i kø for at komme ind og opleve endnu en spændende smagefestival, fortsætter Morten Damm.
- I februar flyttede Sydbank fra Nørregade til Brogade og med den nye beliggenhed er banken placeret lige midt i ”orkanens øje”, og det er således en naturlig ting at bakke op om Køge Øldag. fortsætter afdelingsleder Henrik Skovly.
Den lokale afdeling af Danske Ølentusiaster er særdeles tilfredse med det gode samarbejde med Køge Øldag med Sydbank, og med Sydbanks støtte kan man arbejde målrettet mod endnu en fantastisk ølfestival i Køge.
I 2013 var man nødsaget til at udvide festivalarealet, hvilket gav plads til endnu flere udstillere, og selvom ikke detaljer er på plads, vil Køge Øldag også i år kunne skrive international på visitkortet, idet der også i år vi være udenlandsk repræsentation.
Et superspændende mikrobryggeri, der udover egne specialbryg, også vil medbringe nogle unikke bryg fra andre mikro-bryggerier. På det niveau er bryggere nemlig ikke konkurrenter, men derimod kolleger, der inspirerer hinanden til at sende overraskende nyheder på markedet.
Om 2–3 uger forventer arrangørerne at kunne offentliggøre den endelige udstillerliste, men det ligger fast, at Øldagens gæster vil kunne smage op mod 250 forskellige slags øl.
Også i år vil der være mulighed for at komme ind til Køge Øldag både fra Brogade samt fra Bag Haverne, og så er der i år en lille ændring i prisen for at deltage i Køge Øldag 2014.
Prisen er stadig kr. 100,00, men forskellen er at der er 2 smagepoletter at tjene, hvis man køber i forsalg enten i Hugo's eller VisitKøge - Køge Turistbureau - idet man så får udleveret 6 smagepoletter ved indgangen, mod 4 hvis man først køber adgangskort ved indgangen.
pm