Hvem skal lege med dem, de andre ikke må lege med?

Kære læser!
For 1 1/2-2 år siden trak Køge meget opmærksomhed i medierne, fordi vi lagde by til bandeopgør. Forståeligt nok skabte det meget utryghed især i de fire store boligområder. Hvorfor er der nogle, der er så pressede, at de begynder at skyde?
Kommunen og politiet stod foran en kæmpeopgave med at få løst problemerne. Men kommunen og politiet kan ikke løse den opgave alene.
I SSP-samarbejdet har vi en særlig opgave med at forebygge, at de helt unge bliver trukket ind i bandemiljøet. SSP er en forkortelse for det kriminalitetsforebyggende samarbejde, der forgår mellem skolen, de sociale myndigheder og politiet. Men hvad med at sætte et "F" bagefter, som viser, at det er forældrenes børn, og at det er et samarbejde mellem kommune, politi og forældre for at forebygge. SSPF.
Det gør vi altid, når vi er bekymrede for, at et barn eller en ung måske synes, at bandelivet er interessant. Det fungerer fint. Men er det muligt at forebygge endnu tidligere?
Vi har alle som forældre et ansvar – ikke kun for vores eget barn men også for, at den klasse, vores barn går i, trives; at man kan være sammen på kryds og tværs.
Der er lavet mange undersøgelser, der viser, at når vores børn kan lide at gå i skole, er det meget sjældent, at de har brug for at lave lidt kriminalitet eller for at søge hen mod bander for at føle sig ønsket; føle at der er brug for dem og få den status, som får dem til at føle sig tilstrækkelige. Det behov får de nemlig udfyldt i skolen.
Vi er som forældre ekstremt følsomme over for, hvordan vores barn går og har det, og vi vil alle det allerbedste for dem. En følelse der ikke kender kulturelle grænser. Det kan nogle gange betyde, at vi for at beskytte dem – og måske give os selv som forældre tryghed – forbyder dem at være sammen med ”de værste i klassen”.
Men hvem skal de så være sammen med? ”De værste” skal være med i klassens fællesskab og lære, hvordan man er sammen.
Vi skal lære vores børn at mærke efter, hvor deres egen værdier og grænser går – lære dem at sige fra over for handlinger, som de får ondt i maven af og at turde stå fast ved et nej. Give dem nogle redskaber til at undre sig i stedet for at dømme.
Vi skal lære dem, at der er forskel på at lave noget dumt og at være dum.
Hjalmar Søderberg har i sin roman ”Dr. Glas” skrevet et fint digt, der kort og præcist fortæller, hvordan vores handlinger er styret af vores higen efter anerkendelse:

Aller helst ønsker jeg mig elsket
I mangel derpå beundret
I mangel derpå frygtet
I mangel derpå afskyet
Sjælen frygter det tomme rum af ensomhed.

Der skal ikke være nogle i klassen, ingen gider lege med – det er også bandeforebyggelse. Og børnene skal nok selv finde ud af, hvem de har mest til fælles med.

- rigtig go' weekend!