“Skadetilbud i Haderslev skal opretholdes”
Regionsmedlemmer ønsker genbehandling af skadekliniks-sag
Peter Kofod Poulsen og Thies Mathiasen, der begge er medlemmer af regionsrådet for Dansk Folkeparti, kræver sagen om skadeklinikken behandlet på ny i regionens sundhedsudvalg.
Sidst sagen blev behandlet, var det under punktet eventuelt, og Kofod og Mathiasen mener derfor ikke, at sagen er tilstrækkeligt belyst til, at udvalget kan træffes en afgørelse i den.
I et skriftligt svar til Haderslev Kommunes sundhedsudvalg afviser Poul Erik Svendsen, der er formand for regionens sundhedsudvalg, tankerne om etableringen af en midlertidig skadeklinik fra 2014, hvor Haderslev Sygehus lukker, frem til 2017, hvor det nye sundhedshus efter planen åbner. Svendsen begrunder dette med, at en forudsætning for en skadeklinik er praktiserende læger. Dette er hverken de lokale regionsrådsmedlemmer eller kommunens sundhedsudvalg enige i, da man mener, at opgaven kan klares af sygeplejersker med telemedicinsk støtte fra Aabenraa.
Der skal handles
Kofod og Mathiasen ønsker derfor sagen genbehandlet med henblik på at få etableret et midlertidigt tilbud til Haderslev Kommunes borgere. Peter Kofod Poulsen udtaler:
“Det kan ikke være rigtigt, at man lover et skadetilbud, hvorefter man lukker vores sygehus - for så at droppe løftet om et skadetilbud. Det skal der gøres noget ved - andet kan simpelthen ikke være rigtigt. Jeg har forstået det således, at sundhedsudvalget i kommunen vil være tilfredse med sygeplejebemanding og telemedicinske løsninger for at kunne opretholde et skadetilbud. Det mener jeg godt, regionen bør indfri”, udtaler Peter Kofod Poulsen.
Formelt har de to regionsrådsmedlemmer nu bedt om, at sagen genbehandles på næste møde i regionens sundhedsudvalg.