Pernille fra Sønderborg udstiller på Koldinghus
26-årige Pernille Egetoft, der er opvokset i Sønderborg, er blandt de 76 nyuddannede designere fra Designskolen Kolding, der under titlen Graduation Exhibition 2014 udstiller på Museet på Koldinghus i perioden frem til den 28. september.
Det er altid et tilløbsstykke, når årets nye kuld af uddannede designere fra Designskolen Kolding får lov at vise deres afgangsprojekter frem for offentligheden. Her er mode, her er grafik, og her er industrielle produkter, tænkt og gentænkt og ikke mindst genfortolket til at opstå i helt nye sammenhænge.
Kvinders hverdagslykke
De sidste fem år har Pernille Egetoft studeret Visuel Kommunikation med speciale i illustration på Designskolen Kolding. Hendes afgangsprojekt hedder 'Iagttagelser af lykke' og er et zine med visualiseringer af 21 forskellige kvinders hverdagslykke.
”Med mit projekt ønsker jeg at zoome ind og skabe mere fokus på de små ting i hverdagen. Jeg vil gerne vise, at man ikke behøver at være på evigheds-ferie i Thailand eller at vinde 100 millioner i lotto, for at kunne være lykkelig. Nogle gange kan lykkefølelsen opstå midt i en opvask eller i toget på vej til arbejde. Det gælder bare om lige at åbne øjnene. For at afgrænse projektet har jeg valgt at fokusere på lykke i hverdagen. Det er hverdage der er flest af og måske også netop i hverdagen, at mange 'glemmer' at være lykkelige. Projektet skildrer hverdagen som den er; umiddelbar, triviel og måske lidt endimensionel. Men det viser samtidig alle de små ting, som kan være med til at gøre os lykkeligere. Historierne er fortalt af forskellige kvinder, og er indsamlet gennem mailinterviews med meget åbne spørgsmål. Jeg har en formodning om, at læserne vil kunne genkende de forskellige situationer og gøre fortællingerne til deres egne. Jeg vil gerne give plads til at læseren kan skrive sig selv ind i fortællingen og huske sine egne minder og gode hverdagsoplevelser og forhåbentlig finde lykken deri.”