Fortsæt til indhold

Hunde og blød musik giver velvære for demente

Guderup Plejecenters skærmede afdelinger for mennesker med svær demens tester i denne tid velfærdsteknologi fra Living Lab

Arkiv
Arkiv

En af beboerne er i gang med at lægge vasketøj sammen, mens snakken går med sosu-hjælper.
"Den er ikke ordentlig ren. Den vil jeg ikke lægge sammen, den skal tilbage i vaskemaskinen," slår beboeren fast.
"Ja, det må den nok hellere," siger sosu-hjælperen, mens begge arbejder støt videre.
Omkring bordet sidder fire andre beboere. De sidder stille og lytter til den rolige musik, der spiller behageligt i baggrunden.
Mona Gramberg Knudsen, der er daglig leder, viser på skærmen, at der kan spilles otte forskellige film. Der er den med hundehvalpene, som kører nu, men også andre med f.eks. får på marken, smukke blomster, produktion af æblemost og landbrug i gamle dage.
"Vi kan bestille flere film, og vi kan komme med forslag til nye produktioner. Jeg kunne f.eks. godt tænke mig at foreslå en film om moderne landbrug med grise i stalden og store mejetærskere. Det ville nogle af vore beboere glæde sig over," siger hun.
"Foreløbig tester vi anlægget, men jeg kan sige allerede nu, det har en beroligende virkning. Det er sådan, at denne form for stimuli kan have stor betydning for, at demente føler sig trygge, og jeg oplever, at billederne og musikken er med til at skabe et perfekt rum for tryghed og samvær her i opholdsstuen. Mennesker med demens lever meget i nuet, og derfor handler det om at skabe visuelle og auditive oplevelser, som giver velvære her og nu. Vi kan også flytte komfortzonen ind i en af boligerne, hvis der f.eks. er en enkelt beboer, der har brug for ro uden at skulle være sammen med andre. Det kræver ikke net-tilslutning. Men omvendt kan vi koble det til nettet og vise aktuelt TV på skærmen," fortæller Mona Gramberg Knudsen.


Guderup Plejecenter er special-plejehjem for mennesker med svær demens i Sønderborg Kommune. Tre af seks afdelinger er forbeholdt mennesker med svær demens, mens de øvrige tre er 'almindelige' afdelinger. Desuden er 24 centernære boliger placeret lige ved siden af, således at beboerne kan have glæde af Guderup Plejecenters faciliteter, f.eks. daghjemmet.
Living Lab er et hverdagslaboratorium med velfærdsteknologiske løsninger og hjælpemidler. Borgerne kan få rådgivning og vejledning samt se og prøve nogle af teknologierne/hjælpemidlerne. Laboratoriet ligger på Mommarkvej 5 i Vollerup.

Den skærmede afdeling på Guderup Plejecenter ånder fred og ro.