Overskud og optimisme i Frøs
Frøs Herreds Sparekasse kommer ud af halvåret med et plus på 22,2 mio. kroner og en halvering af nedskrivningerne i forhold til samme periode sidste år
”Frøs er kommet styrket gennem krisen. Det nye halvårsregnskab understreger det faktum, og det samme gør væksten i vores ind- og udlån gennem de fem kriseår. Vi mærker nu en spirende optimisme blandt vores kunder, og den er fundamentet for at få gang i hjulene. Det har ikke blot vores egn, men hele samfundet virkelig brug for,” lyder det fra adm. direktør Kurt Jensen i en netop udsendt pressemeddelelse.
Overskuddet før skat på 22,2 mio. kroner kommer efter et minus på 12,7 mio. kroner i samme periode sidste år, mens nedskrivningerne i første halvår af 2014 lander på 26 mio. kroner mod 57 mio. kroner i samme periode sidste år.
Frøs oplyser desuden at set over kriseårene - 31. dec. 2008 til 31. dec. 2013 - er dens beholdning af indlånskroner vokset med 65 procent, mens tallet på landsplan ifølge pressemeddelelse ligger på 3 procent. Den fortæller videre at med hensyn til udlån har Frøs i perioden haft en vækst på 30 procent mod et fald på 23 procent på landsplan. Antallet af medarbejder i Frøs er i perioden vokset fra 123 til 139.
I det seneste år er Frøs' indlån vokset med 2 procent fra 4.465 mio. kr. til 4.534 mio. kr., mens udlånet er gået en smule tilbage: fra 2.762 mio. kr. til 2.643 mio. kr., vhilket svarer til 4 procent. Frøs har i dag et indlånsoverskud på 1,9 mia. kroner, og det betyder, at der for hver 100 kroner, der er sat ind i Sparekassen, kun er lånt 58 kroner ud.
Endelig oplyses det, at sparekassen opnåede kursgevinster på 7,1 mio. kroner mod 1,9 mio. kroner i samme halvår sidste år.
Frøs har i peioden udvidet antallet af filialer med en i Vejle og og en i Fredericia.