Tilbage til renæssancen med Frank Laue
På tirsdag den 15. juli kl. 16 tager organist Frank Laue fra Dybbøl Kirke publikum med tilbage til renæssancetiden, når han spiller koncert på Dronning Dorothea kapellets enestående, restaurerede og historiske orgel.
Først rejses der helt tilbage til 1400/1500-tallet, hvor en ukendt komponist har transkriberet et stykke kormusik med titlen ‘Adesto firmissime' til brug på orgel. Frank Laue spiller såvel den mere enkle sangudgave samt orgelbearbejdelsen, der har flere ‘krøller' end vokalversionen.
Rejsen fortsætter et par årtier længere frem i tiden og samtidig længere nordpå, nærmere bestemt til Hamborg, hvor en af renæssancetidens ganske store organister og komponister virkede, nemlig Heinrich Scheidemann (1596-1663).
Frank Laue spiller to af Scheidemanns meget smukke og kunstfærdige koralbearbejdelser, ‘Herzlich lieb hab ich dich, o Herr' og ‘In dich hab ich gehoffet, Herr'. I den sidstnævnte bruger Scheidemann en slags ekkoteknik mellem to manualer, som han har ‘lånt' af den berømte hollandske orgelvirtuos J.P. Sweelinck. Næsten samtidigt med Scheidemann levede G. Frescobaldi (1583-1614) i Italien. Her komponerede man allerede i en mere moderne og lettere stil end i det kolde nord. To eksempler på festlig italiensk orgelmusik fra denne tid er de to canzonaer, som Frank Laue spiller ved dagens koncert.
Entréen er 40 kroner.