Ny plan skal udvikle Padborg
I øjeblikket har Byrådet i Aabenraa sendt en ny helhedsplan for Padborg i høring
“Helhedsplan for Padborg Erhvervsområde” hedder en ny plan for Padborg, der er sendt i høring. Planen skal være med til at sikre, at Padborg ikke bliver “kørt over” af udviklingen, men at området i stedet kan tiltrække nye virksomheder og arbejdspladser.
“Vi skal gøre noget nu. For hvad sker der, når den nye Femern-forbindelse står færdig? Hvis vi ikke viser, at vi vil noget på lang sigt, så bliver vi overhalet”, lyder det fra medlem af udvalget for Vækst- og Udvikling, Jens Wistoft (V). Han har boet hele sit liv tæt ved grænsen og har fulgt udviklingen tæt.
“En ting er sikkert, og det er, at erhvervslivet må på banen. Vi skal sammen slutte op omkring, at vi vil udvikling”, forsætter Jens Wistoft.
Planen indeholder bl.a. visioner for infrastuktur, skiltning, samt planer for at gøre området trygt og sikkert for dem, der færdes i området. Planen er i høring frem til 27. august.