Lunchtime i bymuseet
Hver onsdag klokken 13 i juli måned er der lunchtime koncerter i Haderslev Bymuseum
Lunchtime-koncerterne i Haderslev Bymuseum er en række korte koncerter med klassisk musik i historiske rammer, og igen i år er det Corde di Gioia, som spiller.
Det foregår hver onsdag i juli måned kl. 13, og hver gang med et nyt program. Der vil være værker for violin, cello og klaver foruden sang og opera fra nationalromantikkens storhedstid.
Corde di Gioia består af koncertsanger Maria Johannsen og hendes to døtre, Anna på cello og Giuly på violin. Mens Maria boede i England, lærte hun, hvor populært det er derovre, at gå til lunchtime concert.
"Det er dejligt at tage en pause midt på dagen og lytte til live-musik, uden at der går for lang tid med det. Og vi er så glade for, at Anneli Bork, leder af Ehlers Lertøjssamling & Bymuseet i Haderslev, har taget ideen til sig," siger Marie Johannsen.
"Det får man tårer i øjnene af, farmor," var en af de mange kommentarer fra en af børnene ved den første koncert i række, som fortsætter den 9., 16. og 23. juli. Alle er velkomne, og der er fri entre. Publikum er også velkommen til at spise medbragt mad i den historiske gård bag museet.
Frisklavet kaffe kan købes.