Den gamle mand og hesten

Per Nicolaisen er en ældre herre. 77 år gammel for at være helt nøjagtig. Han går, som de fleste andre i den alder, lidt langsommere. Ikke langsomt, men langsommere. Så træder han op i stigbøjlen, svinger let højre ben over hesteryggen, og der sidder han. I ét med hesten som han har været det tusindvis af gange. Herfra går det ikke længere langsommere.
Lige nu er han på vej i galop ned igennem den historiske ringridergalge foran Sønderborg Slot med sin lanse. Det er opvisning i historisk ringridning. Med største selvfølgelighed stikker han ringene. Det udløser udelt applaus fra de omkransende turister. Men det er nu ikke så meget for selve ringenes skyld, at Per Nicolaisen dyrker ringridning. Det er hestene.
“Heste har altid været min helt store interesse. Jeg har da altid klaret mig meget godt til ringriderkonkurrencerne, men det har aldrig været det, der har drevet mig. Det er arbejdet med hesten, der driver værket for mig”, konstaterer Per Nicolaisen.
I modsætning til mange andre sønderjyske familier, løb hverken heste eller ringridning ellers umiddelbart i familien, men der var lige det, at i fødebyen Nordborg, er den årlige ringridning årets fest i byen, og Per Nicolaisen ville naturligvis, ligesom andre raske knægte, gerne vise sig lidt frem. Derfor blev det ringridning. En lånt hest på den gård, hvor han gik til hånde, og det var det. Siden er det blevet til tusindvis af ture i galgen.

Stort fællesskab

Det ser da også ubesværet ud, når han læner sig frem over det store dyrs skulder for at nå ringene. Det ligner umiskendeligt erfaring. Selv om det ikke umiddelbart er konkurrenceelementet, der trækker for Per Nicolaisen, så deltog han da alligevel i 2013 for 60. gang i Sønderborg Ringridning, og i år red han for 64. år i træk i den lokale ringridning hjemme i Nordborg. Så et eller andet må der da være ved de ringe, for han tager troligt af sted til ringridninger fra slutningen af maj frem til september. Hver weekend!
“Da jeg var barn trænede jeg jo altid sammen med mine kammerater. Det er lidt det samme nu. Mange kammerater ser jeg kun til ringridning. Der er et stort fællesskab. Min kone er for eksempel ikke selv til heste, men hun tager jo med og snakker med alle. Vi har en stor samhørighed om det,” fortæller Per Nicolaisen.

Varer ikke evigt

Interessen for heste har han formået at videreføre. Efter ham rider hans søn Hans og børnebørnene Rikke og Tine ned igennem den gamle galge i dagens opvisning og de viderefører således historien og traditionerne i sporten.
“Ringriderforeningerne er jo i hård konkurrence med andre foreninger, og jeg synes nogle gange, at vi kunne bruge noget mere opbakning. Derfor glæder det mig da, at jeg har kunnet give glæden ved det videre til min familie,” siger Per Nicolaisen.
For der kommer jo uvægerligt en dag, hvor han ikke længere selv kan deltage. Det er han helt afklaret med. Dyrene trækker alligevel mest.
“Det er jo omgangen med hestene, og rideturene ned til stranden, jeg altid har elsket. Og det gør jeg stadig,” udtrykker Per Nicolaisen.