Fortsæt til indhold

FCR-topscorer til Rosenborg

Emil Nielsen i million-handel til Trondhjem fra nytår

Arkiv
Erling Pedersen

FC Roskilde har med virkning fra årets udgang solgt Emil Nielsen, der var holdets topscorer og spillede en vigtig rolle i oprykningen fra 2. Division Øst til 1. Division med sine over 30 mål i den netop afsluttede sæson, Køberen er den norske storklub Rosenborg, som flere gange er nået overraskende langt i Champions League på stærke holdpræstationer i vintervejr på hjemmebanen Lerkendal. Emil var mandag til lægetjek i Trondhjem, og derefter gik det pludselig stærkt, så handelen blev afsluttet, efter at de to klubber har forhandlet i et stykke tid. - Vi er blevet enige om betingelser for et skifte mellem de to klubber, og Emil har derefter skullet aftale de personlige forhold, fortæller FCR-direktør Bo Tue Knudsen. - Vi er glade på Emils vegne. Han har virkelig udviklet sig meget hos os, ikke mindst det seneste år, hvor det er gået rigtig godt for ham og klubben, så der blev voksende interesse for sådan en målscorer. - At han kom til Rosenborg, ser vi som en stor fordel for Emil. Trondhjem-klubben den største i Norden lige nu og har flere andre danskere, så Emil hurtigt finder sig til rette. - For FCR har det været vigtigt, at skiftet først sker til januar. Vi er lige rykket op i 1. division og skal gerne godt i gang, så Emil er en vigtig spiller på vores hold i efteråret, siger Bo Tue. Million-handel De to klubber har foreløbig ikke oplyst noget om prisen. Men FCR-formand Carsten Wickmann har tidligere sagt, at klubben i hvert fald skal have to millioner kroner for at sælge sit største talent. Han vidste godt, at Roskilde ikke kunne holde på så god en spiller. Derfor drejede sig om at få en god pris for ham, så der blev råd til at forstærke FCR-holdet med andre spillere til at klare sig i 1. division. Den 20-årige angriber, der allerede har været en tur på ungdomslandsholdet, har selv fortalt til Roskilde Avis, at han drømmer om at komme til en af de helt store klubber i Europa som Barcelona eller Manchester. Men han er også klar over, at det er mere smart først at komme til en mindre udenlandsk klub, hvor det er lettere at faldet til socialt og kulturelt, eksempelvis i Holland. Nu endte han så i den tredjestørste by i Norge, hvor sproget er tættere på dansk end i noget andet europæisk land, så dermed har han også gode forudsætninger for at klare sig i staden med Nidaros-katedralen. tk