Fortsæt til indhold

Sommerskole i Karlstadmodellen i Køge

Succesen fra sidste år fortsætter i dagene 5.-8. august

Arkiv
Arkiv

KØGE: Sidste år var Køge for første gang i Danmark værtsby for en sommerskole i Karlstadmodellen. Sommerskolen for børn med sprogvanskeligheder og deres familier blev en stor succes.
Succesen fortsætter igen i år, når 100 børn og voksne i uge 32 - fra den 5.–8. august - indtager Asgård Skole i Køge.
Sidste år havde omkring 80 børn og voksne en fantastisk uge på Tapperiet i Køge, som dannede rammen om den første sommerskole i Karlstadmodellen i Danmark.
I år bliver det Asgård Skole, som skal rumme de mange børn og voksne. 18 fokusbørn med familier og netværk er i år tilmeldt sommerskolen, heraf kommer flere fra Køge området.
- Vi glæder os utroligt meget til at følge op på sidste års succes, siger talepædagogerne Ellen Bjerre Jensen og Mette Sørensen, uddannede vejledere i Karlstadmodellen, som sammen med PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning) i Køge, tre ihærdige mødre og foreningen IAKM har været de bærende kræfter i at planlægge sommerskolen.
Karlstadmodellen er en svensk sprogtræningsmodel udviklet af Professor Irene Johansson. Karlstadmodellen har som hovedformål at arbejde for alle menneskers ret til at lære, udvikle og anvende sprog, uanset diagnose, alder og forudsætninger.
Visionen er at fremme et godt liv for den enkelte med respekt, delagtighed og ligeværd. Alle børn kan inkluderes i Karlstadmodellen, som er meget anvendelig i forbindelse med inklusion af børn med særlige læringsbehov.
I Køge har man i flere år anvendt Karlstadmodellen med positive resultater. Og det har været et stort ønske at give disse erfaringer og viden videre således at familier og netværk omkring børn med sproglige udfordringer kan få de kompetencer, de har behov for, så de får medansvar og empowerment i barnets sproglige udvikling og dermed også barnets trivsel.
Der bliver masser af læring og inspiration at hente for de godt 100 deltagere i dette års sommerskole.
Programmet er nemlig tæt pakket med foredrag, workshops, tegn til tale, eventyr og undervisning, rytmik, malerværksted, materialeværksted samt daglige individuelle vejledninger med certificerede Karlstadvejledere, som danner grundlag for den periodeplan som alle fokusbørn får med sig hjem fra sommerskolen.
- Det er vores ønske, at alle familier tager herfra med en plan og materialer, som kan hjælpe dem med at arbejde struktureret og kontinuerligt med sprogtræningen på en sjov og individuelt tilpasset måde, slutter Mette Sørensen.
Mere information kan findes på www.karlstadmodellen.se eller www.iakm.org. Man kan også finde Karlstadmodellen DK på Facebook.
pm

Babblarna er sjove træningsfigurer.