Sikker sejr til Trefor match racing
Kolding-sejlerne tabte ikke et eneste sejlads ved stævne i Italien
Kolding-sejlerne fra TREFOR Match Racing var godt sejlende i weekenden den 12-13. juli, hvor de deltog i et internationalt match race stævne i Italien.
Faktisk var de så godt sejlende, at de gik gennem stævnet uden at tabe et eneste sejlads. Dermed genvandt holdet titlen fra sidste år.
Stævnet blev sejlet på den lille bjergsø Lago di Ledro i Norditalien. Søen tilbyder normalt gode sejladsforhold, men her var der kun få timer med vind hver dag. Det betød færre sejladser for alle holdene og dermed også mindre plads til fejl. Skipper for TREFOR Match Racing, Nicolai Sehested, fortæller:
”I den indledende runde vandt vi alle seks sejladser og fortsatte stimen i semifinalen og finalen, som vi begge vandt 2-0. Så det kunne ikke have været meget bedre.”
I semifinalen mødte TREFOR Match Racing australske Matthew Jerwood og i finalen sejlede holdet mod endnu en australier, Sam Gilmour. Næste stævne for TREFOR Match Racing er Alpari World Match Racing Tour, som sejles den 31. juli til 3. august.