Lokal spiller udtaget til junior-verdensmesterskaberne i skak
Dansk Skak Union har udtaget Hvidovres skakklubs juniorspiller, Viktor Haarmark Nielsen til World Youth Chess Championships, der afholdes i Durban i Sydafrika til september
Viktor Haarmark Nielsen har brugt sommerferien til at gå i træningslejr op til den store turnering. Dels på skaklejr på Skanderup Efterskole sammen med 100 andre unge skakspillere og ved at spille voksen-turneringen Horsens Lang Weekend. Den lokale juniorspiller startede turneringen som nr. 38 og sluttede fem pladser oppe som nr. 33 og to ratingpoint stærkere fra 2026 til 2028. Viktor tabte det første parti efter fire timer og et kvarters spilletid til turneringens topspiller den internationale mester, IM, Igor Teplyi fra Århus (rating 2384). Partiet blev spillet på livebræt, hvor man kunne følge partiets 52 træk. Det er en ære at spille på livebræt. I hver runde kan man følge 14 toppartier virtuelt - ¿live¿ på internettet. En del tilskuere deltager i en underholdende, skarp og humoristisk chat rulle. Efter sit første nederlag arbejdede Viktor sig langsomt op i tabellen ved at vinde fire partier og spille et remis mod fem svagere spillere. Lørdag aften er Viktor igen avanceret til at spille på livebræt mod turneringens 12. stærkeste spiller, Alexander Rosenkilde (rating 2231), som er flerdobbelt klubmester i Tåstrup skakklub. Her tabte den lokale junior efter fire timer og 45 træk. Biblioteks-skak Hvidovre Skakklub er et stort aktiv for de af kommunens unge, som kan lide at spille skak. I sommerferien arrangerer klubben ¿Skak på Hovedbiblioteket¿ hver tirsdag kl. 15.30 - 18.00 for de 6-14 årige. Skakklubben skal flytte Hvidovre Skakklub skal fraflytte det gode gamle og hyggelige klubhus på Biblioteksvej. I august måned skal de lokale skakentusiaster mødes i nye lokaler i Strandmarkens Fritidscenter. Klubben får to lokaler, hvor der er betydeligt mere plads. Det bliver en stor gevinst i efterårsferien, hvor den traditionsrige Jyske Bank EMT afholdes. I det gamle klubhus var der højst plads til 24 spillere. Hvidovres afgående formand, Jørn Brandt, var meget tilfreds med Hvidovre kommunes løsning, fordi politikerne har lyttet til klubbens høringssvar: - Der er ingen begrænsninger på anvendelsen af lokalerne, blot det har et skakligt tilsnit. Jeg er ret overbevist om, at I vil være yderst tilfredse med flytningen, når I får mulighed for at se lokalerne, sagde Jørn Brandt i sin sidste formandsberetning på klubbens generalforsamling.