Fortsæt til indhold

Klar til omfattende ombygning af Tapperiet

Den nye flotte bygning forventes taget i brug fra januar 2015

Arkiv
Arkiv

KØGE: Ombygningen af ungekulturhuset og spillestedet Tapperiet i Køge går i gang i slutningen af juli. Tapperiets brugere og publikum vil efter en efterårssæson med både store koncertoplevelser og byggerod kunne se frem til at tage den nye flotte bygning i brug fra januar.
Tapperiet på Søndre Havn er et populært offentligt spillested og kulturhus for unge i Køge og omegn. De mange aktiviteter på Tapperiet har dog indimellem forårsaget støjgener for naboerne og med planer om yderligere byggeri af boliger i området, har det været nødvendigt for Køge Kommune og byudviklingsselskabet Køge Kyst at finde en varig løsning.
I 2013 besluttede Køge Byråd derfor en ombygning af Tapperiet, og der blev indgået en aftale med Køge Kyst og Realdania om en løsning, der kan sikre fredeligt naboskab mellem den levende kulturinstitution og naboerne.

En grøn lydskærm

Der bygges en støjreducerende skal hen over den oprindelige bygning, så lyd fra musik og koncertgæster altid holdes inden døre.
Tagkonstruktionen bliver beklædt med græs, så den også arkitektonisk kommer til at indgå som en naturlig og grøn del af det nye byområde.

Ombygningen af Tapperiet går i gang i slutningen af juli og forventes færdigt ved årets udgang. Mandag 18. august inviterer Køge Kommune, Køge Kyst og Realdania brugere og samarbejdspartnere til at markere første spadestik og den officielle opstart af byg

Tapperiets leder Susanne Madsen er klar over, at ombygningen kommer til at betyde en lidt anderledes efterårssæson for brugerne.
- Vi glæder os rigtigt meget til, at vi kan tage det nyombyggede hus i brug i det kommende år, men vi er også klar over, at efteråret kommer til at byde på lidt udfordringer for vores brugere. På trods af ombygningen holder vi åbent som sædvanligt hele sæsonen, og vi har et ganske imponerende koncertprogram. Desværre bliver vores meget populære skaterbaner nødt til at blive fjernet i forbindelse med byggeriet. Vi håber dog, at vi i løbet af foråret 2015 igen kan tilbyde skatefaciliteter ved Tapperiet til alle de mange brugere, som i mellemtiden kan benytte Gule Hals faciliteter.
Tilbygningen med den støjdæmpende skal over Tapperiet er tegnet af tegnestuen Vandkunsten a/s og projekteret af det rådgivende Ingeniørfirma Moe A/S. Underrådgivere i projektet har været Grontmij A/S, Acustica og Leandesign ApS.
Køge Kommune, byudviklingsselskabet Køge Kyst og Realdania finansierer hver en tredjedel af udgifterne til projektet. Bygherrerollen varetages af Køge Kommunes Anlægsafdeling.
pm

Sådan kommer det nye Tapperiet til at se ud efter ombygningen.