Der var skum på de blå bølger
Syv af Haderslev Svømmeklubs dygtige årgangssvømmere har de sidste fire dage deltaget i de danske mesterskaber for svømmere i alderen 14-16 år i Bellahøj Svømmestadion i København
De syv drenge havde kvalificeret sig til mange forskellige discipliner og løb. 36 gange i alt sprang de i vandet og dystede om medaljer, finalepladser og personlige rekorder. Det blev til mange flotte tider og personlige rekorder.
Haderslevs dygtige brystsvømmer, Emil Knudsen, viste endnu engang, at han hører til blandt de bedste brystsvømmere i hans årgang i Danmark. Emil kvalificerede sig til to finaler i hhv. 100 og 200 m. brystsvømning, hvor han svømmede endnu hurtigere, end han havde gjort i de indledende løb.
Thomas Christiansen gjorde sig også rigtig godt bemærket ved mesterskabet, da han efter et lidt svært forår, skar flere sekunder af hans tidligere personlige rekorder i hans speciale disciplin crawl.
Drengene var på udebane, da sommerens DM altid bliver afholdt på en 50-meter bane. En bassinstørrelse ingen af dem er vant til og har mulighed for at træne i, da der i Haderslev kun er et 25 meter bassin. Til trods for dette, viste svømmerne, at de mange timer i bassinet ikke har været forgæves.
"Jeg er meget tilfreds med drengenes indsats og resultater," udtaler cheftræner Karsten Winther Jensen.
Flere mesterskaber
Inden cheftræner Karsten Winther Jensen kan holde sommerferie går turen til De Danske Mesterskaber på langbane, som foregår fra tirsdag til lørdag i næste uge i Odense. Her mødes hele den danske svømmeelite for at dyste om medaljer og kvalifikation til de store internationale stævner og mesterskaber i løbet af efteråret.
Julie Oxenvad stiller efter en længere skadesperiode op i seniorrækken, hvor hun har kvalificeret sig til fem løb. Clara Franck har kvalificeret sig til tre løb i juniorrækken. Målet ved mesterskabet for de to Haderslev svømmere er to finalepladser.
Når De Danske Mesterskaber slutter på lørdag, står den på sommerferie indtil Haderslev Svømmeklubs konkurrencesvømmere i begyndelsen af august igen starter træningen op.