Nyt gult sygesikring til alle
De kommende uger vil samtlige borgere modtage et nyt gult sundhedskort/sygesikringsbevis med posten
"Som bekendt bliver den offentlige rejsesygesikring ændret 1. august. Derfor skal vi have et nyt sundhedskort, hvor der på bagsiden står, at kortet kun gælder i Danmark, Færøerne og Grønland," oplyser Jette Møller, gruppeleder i Borgerservice.
De nye gule sundhedskort bliver løbende sendt ud i løbet af de kommende tre uger.
"Sundhedskortene bliver sendt ud enkeltvis, og alle medlemmer af en husstand modtager ikke nødvendigvis deres sundhedskort samtidig. Der er ingen grund til at kontakte Borgerservice, hvis postbuddet kun har sundhedskort med til nogle af familiens medlemmer. De øvrige kort skal nok komme," siger Jette Møller.
De nye gule sundhedskort gælder fra 1. august 2014. Indtil da skal du blot bruge dit gamle sundhedskort.
Fra 1. august dækker dit gule sundhedskort ikke længere som rejsesygesikring uden for Danmark, Færøerne og Grønland. Hvis uheldet er ude på rejser i EU, Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz, skal du i stedet bruge det blå EU-sygesikringskort.