USA-biler i næsten alle årgange og genre
Amerikanertræf på Dyrskuepladsen i Roskilde fra 31. juli til 3. august
AMERIKANERBILER: For 19. gang slår Viking Run atter portene op til et brag af en amerikanerfest, som afholdes på Roskilde Dyrskueplads, fra torsdag den 31. juli til søndag den 3. august.
Disse dage kan man opleve USA biler i stort set alle årgange og genre.
Se og hør alt fra store amerikanske muskelflydere til trucks, hotrods, street machines og meget, meget mere.
Udover en forventet deltagelse af mere end 1.700 amerikanske køretøjer, bydes der på en række af spændende oplevelser og underholdning med rødder i det amerikanske. Bl.a. fejres i år Ford Mustangs 50 års fødselsdag.
Der vil lyde Rock`n Roll toner i bedste halvtredser/tresserstil fra adskillige live bands, DJ's og sågar fra Roskilde Dampradio, der som noget helt nyt, vil transmittere direkte radio til lyttere i Roskilde og omegn, på FM 97,8 MHz.
Desuden masser af dans. bl.a. optræder og underviser Roskilde Square og Line Dance med en flok på ca. 1.000 kække dansere.
Alle får også muligheden for at beskue et væld af amerikanske køretøjer, da der fredag fra kl. 17.00 til kl. 22.00 vil være Viking Night Cruise på Københavnsvej.
Naturligvis skal de allerflotteste biler kåres og præmieres efter grundig verificering, udført af et større ekspertdommerpanel.
I traditionens tro lægges der vægt på, at Viking Run er et familietræf, og der er således taget højde for de alleryngste, idet Anker's Tivoli Park med sjov børneunderholdning, også har fundet vej til træffet.
Få mere info på www.roskilde-abc.dk eller www.viking-run.dk.
Viking Run afholdes på frivillig basis af Roskilde Amerikaner Bil Clubs medlemmer - en klub som har eksisteret siden 1978.
pm