Mød brandværnets danseorkester
Næste omgang parkunderholdning i Gartnerslugten i Rinkenæs, som finder sted på tirsdag den 15. august fra kl. 19.30, byder velkommen til Broager Brandværns Danseorkester.
Orkesteret har spillet til adskillige store arrangementer såsom halfester, firmafester, jubilæer og lignende. Med deres James Last- inspirerede dansemusik har de fået både ældre og unge til at bevæge sig i takt til musikken. Det er da heller ikke kun musikken og gæsterne, der svinger, nej de hidsige rytmer får også musikerne til at svinge med kroppen og lave sjove indslag.
Orkestret blev grundlagt i forbindelse med Broager Frivillige Brandværns 100-års jubilæum i 1980, hvor det optrådte for første gang. Det var brandværnsorkestrets daværende dirigent Peter Hansen, der havde ideen, hvorefter han arrangerede musikken til det nye orkester. Peter Hansen ledte orkestret indtil august 1998, hvor han overlod dirigentstokken til niecen Vivian Jessen. Vivian ønskede at stoppe med dirigentposten i starten af 2007, hvorefter hendes tvillingesøster Margit Mose fortsatte som orkestrets nye dirigent. Lasse M. Sørensen overtog så dirigentstaven i 2013.
Det er i øvrigt helt i orden at tage sig en svingom på parkens græs denne sommeraften i Rinkenæs.