Fortsæt til indhold

Stenene er rigtige men kan ikke bruges

Arkiv
Anette Gundlach

De store sten, der i fremtiden skal ligge på Stændertorvet, er flotte og rigtige. Desværre kan de ikke bruges, svarer projektleder i Roskilde Kommune Birgitte Løkke, da Roskilde Avis spørger, om de har bestilt de forkerte sten.
Arbejdet på Stændertorvet er forsinket på grund af stenene, der kommer fra et stenbrud i Rønne, hvorfra kommunen har modtaget en prøvesending.
Birgitte Løkke forklarer, at de sten, de har modtaget, og som der er lavet prøvefelter af, både er smukke og lavet af en rigtig god kvalitet granit.
De har en fin overflade, som hun synes passer til Stændertorvet.
Problemet er, at stenene/fliserne har kløvede sider, som giver en smuk lidt rustik kant, og som får stenene til at ligge mere stabilt end hvis kanterne var skåret helt glatte, forklarer projektlederen.
Men stenenes kløvning er grovere end ønsket, og det er derfor svært at få en fuge mellem dem, som lever op til de krævede standarder. Derfor kan de ikke bruges, som de er i øjeblikket.
Stenene skal kunne holde til temmelig meget, da de skal ligge i kørebanen, hvor otte busser i timen i fremtiden kommer til at køre over dem. Derfor er det vigtigt, at de bliver fuget ordentligt, eller kommer de til at ligge og vippe.
Kommunen er i gang med at undersøge om stenbruddet kan levere en kløvning i en højere kvalitet, så stenene alligevel kan bruges på Stændertorvet.
- I stenbruddet er de selv i tvivl om, om det er muligt, men vi håber, at det lykkes, siger Birgitte Løkke.
Roskilde Kommune har endnu ikke investeret i stenene.
Hvis de ikke kan bruges, skal man ud og kikke efter andre og brugbare materialer.
Resten af arbejdet med torvet fortsætter i øjeblikket som planlagt.
Vejchef Ivan Hyllested forklarer, at trods forsinkelsen holder den store tidsplan for projektet stadig, og at torvet står færdig i november 2015 som planlagt.

ag@roskildeavis.dk