Fortsæt til indhold

Lokal app med i toppen

Museerne i Fredericia er nomineret til en Danish App Award. Afgørelsen falder den 16. januar

Arkiv
Lars Saugbjerg

I sommeren 2013 lancerede Museerne i Fredericia en ny app - og nu er den havnet i fint selskab. App'en er nemlig blevet nomineret til en Danish App Award.
"Det er vi selvfølgelig stolte af," lyder det fra museumsformidler Rasmus Welling, Museerne i Fredericia.
Danish App Awards uddeles den 16. januar ved et show i Aller Medias bygninger I København, hvor Rasmus Welling deltager som museernes repræsentant.
Museerne i Fredericia er nomineret i kategorien "Events & Tourism", én ud af 10 kategorier. Dommerkomitéen består blandt andre af
Nikolaj Sonne, kendt fra DRs ”So ein Ding” samt en række andre markante branchefolk.
Fundamentet er støbt

"Vores app indeholder et hav af muligheder," fastslår Rasmus Welling.
"Hvor godt den klarer sig ved uddelingen afhænger af, om dommerne kigger på app'ens muligheder og potentiale - eller den bedømmes som den fremstår lige nu," siger Rasmus Welling.
Museumsformidleren forklarer, at app'en på ingen måder er færdig. Den er dynamisk og ikke blot en hjemmeside i ny forklædning. App'en vil løbende blive fodret med fx forslag til byvandringer, informationer om byens historie og nye features.
"Der vil være lydindslag og oplæsningsmuligheder - og fx historiske fotos, der hentes frem når man befinder sig i en bestemt bydel. Fundamentet er støbt i denne version 1, og nu skal app'en udvikle sig," siger Rasmus Welling, der også fremhæver "Battle 1849" - et spil, hvor børn og barnlige sjæle kan prøve kræfter med soldaterlivet på volden under Treårskrigen.
"Spillet er meget unikt. Det består af 12 opgaver - og er netop blevet opdateret, så det kører 100 % i orden."
Kids'n'tweens har været med til at udvikle spillet, der har modtaget støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Region Syddanmark og Trekantområdet Danmark.
"En anden styrke ved app'en er, at den kan bruges på mange niveauer. Man kan vælge en ganske kort tekst/beskrivelse - eller en mere dybdegående. Samtidig er den også anvendelig i undervisning. Her har vi allerede et samarbejde med gymnasiet."
Museernes app, der er udviklet i samarbejde mellem IT-firmaet Adapt, Fredericia Turistbureau og Museerne i Fredericia, er gratis og kan bruges på apple- og android enheder.