Mobbet til at indgå væddemål

Mig og min store kæft.
Historien begynder i Aarhus til DHL-stafetten. Tre fra redaktionen i Vejle er meldt til, og løber de fem kilometer på henholdsvis 28.12, 32.10 24.04. Og her har vi så valgt at se bort fra ham, der ikke tilhørte vores redaktion, men som løb på samme hold, da vi manglede en løber. Han løb på 21.11. Med en fraktur på sin menisken, viste det sig senere, men han er også en stædig rad. Nok om ham, han hører ikke til i fortællingen – heldigvis...

Nummer sjok

Jeg løb som den langsomste på holdet, som ellers bestod af mænd. Egentlig syntes jeg, det var en okay tid, for jeg havde ikke fået løbet ret meget hele sommeren, og jeg var ret påvirket af alle de bål og af grill-røgen fra de mange stegte pølser og bacon.
Men dagen efter på redaktionen i Vejle blev lokalredaktøren ved med at kalde mig sneglen.
Og jeg må indrømme, at jeg til sidst blev både småfornærmet og overmodig.
For året inden løb jeg de samme fem kilometer på lige under 30 minutter. Så jeg tænkte, at dermed var der ikke så langt til de 28.12, som lokalredaktøren havde løbet på. Og eftersom han havde løbet to halv-marathon den sommer, på nogenlunde samme tid begge gange, ja så var han nok ikke en sprinter, men en stayer. Og det virkede ikke som om, han kunne skære meget mere af sin tid. Og jeg har altid været hurtig ved havelågen. Såååå...

Når forfængeligheden er størst

Derfor fik jeg en mindre hjernenedsmeltning og udfordrede ham, da han kaldte mig sneglen een gang til.
"Ja ja, skal vi vædde med at jeg løber fra dig til næste år?"
"Det kan vi godt," sagde lokalredaktøren. "Hvor meget skal vi vædde?"
"500 kroner," svarede jeg og kunne allerede nu se min gemal hoppe i stolen ved tanken om de måske spildte penge.
Top, svarede lokalredaktøren, jeg kan sagtens løbe fra skildpadden her, sagde han og noterede vores væddemål på tavlen i redaktionslokalet.
Golfguden vs. skildpadden, stod der.

Mere bad-will

Dagen efter bød på endnu en nedtur, da selveste chefredaktøren ikke ville sætte penge på mig.
"Jamen, jeg skal sådan set kun skære et par minutter af min bedste tid, forsøgte jeg mig."
"Mmmm," sagde han, "men det er jo ikke ensbetydende med, at jeg vil sætte penge på spil," kom det fra chefen.
Efter den svada tog jeg hjem og snørede løbeskoene. For at løbe tre kilometer med syre i benene og på den katastrofale tid på 22 minutter.
Det var lige før, jeg fortrød. Men sagt var jo sagt. Også selvom det måske var karrieremæssigt og strategisk uklogt, også set i lyset af, det snart stod klart, at lokalredaktøren var gået i skarp træning under dække af endnu et halvmarathon.
Derfor købte jeg et par nye, lettere løbesko, og så ringede jeg til Christian Birk fra EliteVejle, så han kan komme med ud på dybt vand.

Hjælp fra fagfolk

"Ja, det er Christian."
"Hej, du taler med Ina Bjerregaard fra Lokalavisen Vejle. Forstyrrer jeg?"
"Njae, jeg er godt nok på skiferie, men hvad drejer det sig om?"
"Jamen, jeg kan godt ringe på et andet tidspunkt, hvornår er du hjemme igen?"
"I næste uge, men sig lige hvad det handler om," svarede Christian.
"Jeg har fået dit navn og nummer af Peter Ginnerskov fra Vejle Kommune. Han siger, du måske kan hjælpe med et træningsforløb, jeg har nemlig kastet mig ud, hvor jeg måske ikke kan bunde. Noget med at løbe fra nogen på tid," svarede jeg den venlige stemme i den anen ende af røret.

Med let skepsis

"Nå, ja, det talte han godt om. (Nu med en smuleskepsis i stemmen) Har du løbet før?"
"Øh ja, siden jeg var barn, men ikke fast, og det går ikke så stærkt." (Peb jeg).
"Okay, men ring til mig i begyndelsen af næste uge, så finder vi ud af noget."
"Det er en aftale, vi tales ved og fortsat god skiferie," ævlede jeg lettet.
"Tak."
"Hej"
"Hej"
Shit, hvad er det, jeg har bevæget mig ud i?
Fortsættelse følger.

PS: Gode træningstip samt bud på produkter, der giver maksimal udholdenhed modtages med tak.