Fodboldskole hitter i Kr.Hyllinge
DBU’s fodboldskole har for første gang indtaget Kr.Hyllinge. 24 fodboldglade børn er med
“Hvis jeg ikke var med her, så havde jeg nok været hjemme og kedet mig. Det er sjovt at få brændt nogle kræfter af, og så er jeg blevet bedre til hovedstød,” siger Mathias Lindbøl lettere forpustet, mens han tørrer sveden af panden, inden han tager vandflasken op til munden. Her er det om at få nok vand.
Det samme kan siges om idrætsanlægget i Kr.Hyllinge. Græsset er gult og knastørt. En enlig vippevander monteret på en vandslange i det ene hjørne af fodboldbanen, er oppe imod en noget nær umulig opgave.
Men de 24 børn som er tilmeldt DBU's fodboldskole i Kr.Hyllinge Fodbold bider tænderne sammen og klør på, for deres trænere er opmærksomme på at holde små pauser, hvor der bliver drukket masser af vand, og spist frugt som den lokale Fakta har sørget for.
For de 22 drenge og 2 piger er åbentlyst helt vilde med at spille fodbold. De har en alder (7-13 år red.), hvor man i den grad går op i fodbold. På banerne i Kr.Hyllinge får de lov til at bruge hele dagen i en hel uge på deres store interesse sammen med kammeraterne.
“Det er nogle rigtig gode og velopdragne børn vi har,” siger seniortræner i Kr.Hyllinge Fodbold Kjeld Larsen.
“Her til formiddag har vi blandet de yngste og ældste børn, og det er gået over al forventning. De store er jo lidt nogle stjerner i de små's øjne. Heldigvis er de store meget hjælpsomme overfor de små.”
Første år med fodboldskole
Trods fodboldskolernes mere end tyve år på bagen, så er det første gang Kr.Hyllinge Fodbold afholder fodboldskole i sommerferien.
“Det bliver nok ikke sidste gang,” slår formanden fast.
“De fleste fodboldklubber holder typisk fodboldskolerne i starten af sommerferien. Derfor tænkte vi, at det kunne være fint at holde noget i slutningen, hvor nogle familier måske allerede har været på ferie, og hvor forældrene er startet på arbejdet igen. Så er det jo en fantastisk fritidsbeskæftigelse for børnene at kunne tilbringe dagen her hos os med at spille fodbold.”
Det er Kjeld Larsen enig med ham i. At det heller ikke er sidste gang, der er fodboldskole i Kr.Hyllinge, kan han også tilslutte sig:
“Jeg har været træner her siden 1990. Lysten til at blive ved kræver, at man har nogle søde og rare børn. Var det nogle værre møgunger, så gad man nok ikke fortsætte.”
Kjeld Larsen spejder ud over banerne, hvor trænerne Mike Nielsen og Nikolaj Nielsen blandt andet øver præcisionsskydning, dribling og jonglering. Men de er ikke de eneste som er engageret i fodboldskolen.
Bag ham står en lille flok forældre, som er ved at udelegere opgaverne, der følger med dagens frokost.
Kim Nielsen smiler:
“Vi havde egentlig planlagt rugbrødsmadder, men det var åbenbart for kedeligt, og blev derfor ændret til hjemmelavede pizzaer i stedet.”
For 100 kroner kan børnene slippe for madpakkerne, og hvem vil ikke gerne slippe for madkassen, når nu det er sommerferie? I stedet har frokosten stået på boller i karry, pasta og kødsovs og andre retter som for de fleste børn står højt på listen over favoritter.