40 år på parketgulvet
Næshallens "helt egen" Ulla kan fejre 40 års jubilæum
Den 1. august kan Ulla Jessen fejre sit 40 års jubilæum som halbestyrer i Næshallen. Det vil samtidig være Ulla`s sidste arbejdsdag som halbestyrer i Næshallen. Ulla bliver dog boende i lejligheden der hører til Næshallen og mon ikke der stadig er små opgaver Ulla kan tage sig af i den nu ombyggede hal, det håber bestyrelsen i Den selvejende institution Næshallen på. For der er rigtig meget erfaring at hente fra Ulla og hendes 40 år som halbestyrer, hun kender hver en krog i hallen og hun holder godt øje med alt i hallen og det er et kæmpe plus. Selv siger hun:
"De 40 år som halbestyrer i næshallen har budt på rigtig mange gode oplevelser og minder. Når man er 40 år i det samme arbejde, og det samme sted, må man jo trives i jobbet. Et stort plus er alle de mennesker man møder og får en snak med. Om det så er de små børn der gerne vil handle lidt slik i cafeteriaet, de unge mennesker der skal have en lille opsang med på vejen med et smil på læben eller det er voksne mænd og kvinder der nyder en kop kaffe eller en kold øl efter træning eller som tilskuer. Det er nok det jeg kommer til at savne mest, aktiviteten omkring mig," siger hun og fortsætter:
"Næshallen og området har jo ændret sig en meget på de 40 år. For 20 år siden kunne der godt være 500 tilskuere til håndboldsøndag i hallen, så var det rigtig travlt. I dag har vi fået en ny hal med fitness, squash og spinning. Gymnastik, badminton og håndbold er der skam stadig og alle de aktiviteter betyder at spredningen af brugere i hallen er noget anderledes end dengang."
Ulla`s jubilæumsdag holdes med en reception i Næshallens cafeteria fredag d 1/8-14 mellem kl 15-18. Bestyrelsen bag næshallen håber at rigtig mange vil komme forbi og hilse på Ulla.