Fortsæt til indhold

Genbrugsbutik åbner i herskabelige rammer

Jane Tang har netop åbnet genbrugsbutikken Gyngehesten på Selsø Slot

Arkiv
Af Birgitte Masson

Små butikker med gammelt brugt ser man tit rundt omkring på landet. Knapt så ofte finder man dem i så herskabelige rammer som på et slot.
Ikke desto mindre er det, hvor genbrugsbutikken Gyngehesten holder til.
For på Selsø Slot i Hornsherred har Jane Tang netop slået dørene op, ikke til privaten i den ene længe af slottet, men derimod i sine erhvervslokaler, som dermed har gjort en gammel drøm til virkelighed.
“Jeg kan godt lide genbrugstanken. Meget bliver smidt ud, som andre i virkeligheden kan have stor glæde af,” fortæller Jane Tang, som ikke skal leve af den nyåbnede genbrugsbutik.
“Jeg har et fuldtidsjob inde i byen, så det her er bare for sjov. Det er jo dejligt at opleve, hvordan folk bliver begejstrede, for det jeg har i butikken.”
På hylderne er der et godt miks af ting af nyere og ældre dato, og det er tydeligt, at Tang har sat sig ind i sagerne:
“Se bare dette specielle the-stel fra England,” siger Jane Tang som efterfølgende lader blikket falde på en gammel Ph-lampe:
“Den er gammel, faktisk blev der ikke lavet særlig mange i netop den her farve.”
Gyngehesten holder åbent den første weekend i hver måned fra kl. 10-16, på adressen Selsøvej 30 B, Skibby.