Skolestart betyder nye trafikanter
Trafikanterne på vej til Fredericias skoler vil blive mødt med plakater og opgaver og for at sikre alle en sikker skolevej
For første gang er Fredericia Kommune gået med i den kampagne, som rådet For Sikker Trafik afvikler i forbindelse med skolestarten.
“Det betyder blandt andet, at trafikanterne på skolevejen vil blive mødt med plakater, der opfordrer til sikker kørsel,” fortæller trafikplanlægger Morten Svanborg fra Fredericia Kommune.
Kampagnens plakater hænges også op på skolerne, og både forældre og børn får informationsfoldere om trafik og sikkerhed.
“Det handler dels om at give børnene en sikker skolevej og give dem en god start som trafikanter. De skal helst have nogle erfaringer og redskaber, der på sigt kan gøre dem til sikre trafikanter,” siger Morten Svanborg.
Kampagnen kan samtidig ses som et led i bestræbelserne på at få så mange som muligt til at tage cyklen til skole eller arbejde - i sundhedens og miljøets navn.
Opgaver og informationer
Kampagnens primære målgruppe er de elever, der starter i 0.klasse, samt deres forældre.
Men også ældre elever og deres familier er velkommen til at tage kampagnens budskaber til sig.
Faktisk vil det give god mening, at også større elever studerer materialet.
Ifølge Cyklistforbundet og Rådet For Sikker Trafik er det nemlig først i 10-12 års alderen, at børn for alvor selv bliver i stand til at forholde sig trafikken og dens farer, mens de cykler. Altså børn i 5.-7. klasse.
Indtil da skal børnene oparbejde rutine og erfaring. Hvilket netop er formålet med kampagnen.
Kampagnen omfatter folkeskolerne, men også Fredericias privatskoler er tilbudt at være med.
Realskolen har takket ja, hvorfor det kommunale informationsmateriale også kan opleves dér.
Kommunen bruger cirka 15.000 kroner på at være med i kampagnen.