Fortsæt til indhold

Folkeklubben på Nicolai

Den populære københavnske trio Folkeklubben kommer til Kolding og afslutter musikprogrammet i Nicolai på Kulturnatten fredag d. 22. august

Arkiv
Arkiv

Folkeklubben laver popsange på dansk. Som de selv siger, er det ”musik til den tænkende hjerne og det bankende hjerte.” Folkeklubben udgav 15. april 2013 debut-albummet ”Nye Tider. Med radiosingler som den filosofiske ”Tænker Tit”, 'For Pengene', der forener salmesang, modstandskamp og westernfløjt og undergrunds-hittet ”Fedterøv”, som har delt lussinger ud på spillesteder landet rundt og nu roterer på P3, har Folkeklubben for alvor meldt sin ankomst på den danske musikscene.

Med sangen ”Bagmænd og Supertanker” har bandet 7 uger i træk ligget som nr. 1 på P3-hitlisten Det Elektriske Barometer, og skrev et lille stykke dansk hitliste-historie, da bandet med sangen ”Nye Tider” samtidigt tonede ind på DR's Dansktoppen.

Folkeklubben blev dannet i maj 2011 ved et tilfælde. De er opkaldt efter den første danske folkplade, ”En Aften i Folkeklubben” med Cæsar, Per Dich og Poul Dissing. Folkeklubben har siden debuten spillet snart 350 koncerter på alt fra Mændenes Hjem på Istedgade og Hus Forbi-sælgernes julefrokost til Voxhall, Vega, Skanderborg og Tønderfestival. De har spillet intimkoncert for Kim Larsen og 7 andre stamgæster på et værtshus i Odense. Hr. Larsen kvitterede med klapsalver og 3 øl ”til de tre fedterøve i Folkeklubben.” Den foreløbige kulmination kom med debutpladen ”Nye Tider” udgivet april 2013, som for alvor har slået trioens navn fast.
Koncerten starter kl. 22.00.