130 unge på litterært orienteringsløb
Aabenraa er en af tolv kommuner i Danmark Læser projektet. Det fik Ungeforløbet på IBC for nylig glæde af
De godt 130 unge på Ungeforløbet på International Business College (IBC) i Aabenraa sluttede forleden skoleåret af med første trin af Danmark Læser projektet i Aabenraa Kommune. Projektdagen bød på et foredrag med forfatteren Jens Blendstrup, men inden da havde de unge været på et litterært orienteringsløb med seks poster, som alle havde relation til Jens Blendstrups forfatterskab. Blandt andet skulle de unge dramatisere en fortælling og synge en litterær tekst af forfatteren.
Danmark Læser projektet i Aabenraa Kommune forsætter efter sommerferien, og de unge på Ungeforløbet kan se frem til flere spændende litteraturdage i Danmark Læser projektet.
"De meget læsende borgere læser mere i dag end for 10 år siden, mens de knap så læsende læser mindre. Det viser Kulturstyrelsens Kulturvaneundersøgelse fra 2012 os. Vi må derfor gentænke vores litteraturformidling og skræddersy den til mange typer af målgrupper. Danmark Læser projektet, som vi laver i samarbejde med Ungeforløbet på IBC og Aabenraa Kommunes Jobcenter, er et godt eksempel på den omstilling, vi er i gang med," siger Mogens Fogh, bibliotekschef i Aabenraa Kommune.
Måske aldrig læst en bog
"Jeg ved, at mange på Ungeforløbet ikke har læst en bog, siden de gik i folkeskolen. Og nogle har måske aldrig læst en hel bog. Gennem Danmark Læser projektet gør vi dem nysgerrige og hjælper dem i gang med at få gode læseoplevelser på helt nye måder. Samtidig bliver de bedre til at læse. Det er også vigtigt. Det er svært at klare sig, hvis man ikke kan læse. Det gælder både uddannelse, job og privatliv," siger Britta Skou Karstens Jørgensen, som er underviser på Ungeforløbet på IBC.
"Danmark Læser projektet i Aabenraa Kommune hedder 'Dropper ud? Tjek ind i et litterært fællesskab'. Litteratur handler om forhold mellem mennesker. Når man læser kommer man ind i nogle miljøer, man måske ikke kender så meget til. Man lærer rigtig meget om verden omkring én ved at læse litteratur, man kan blive berørt af det, og tænke over hvad det er for et liv, man selv lever eller andre lever. Når man læser litteratur bliver man bedre til at sætte sig i de andres sted og forstå dem. Og samtidig bliver man klogere på sig selv," siger Per Christiansen, projektleder på Danmark Læser i Aabenraa Kommune, som er en af de 12 modelkommuner i Kulturminister Marianne Jelveds Danmark Læser kampagne. Kampagnen er samtidig en konkurrence om at blive den bedste modelkommune i Danmark.
Fakta
Ungeforløbet på IBC hedder også Unge i Centrum. Det er et uddannelsesforløb til de unge mellem 18 og 27 år, der er i tvivl om, hvilken uddannelse der er den rigtige, eller som har brug for mere tid til at beslutte sig. Det kan også være unge, der er droppet ud af en uddannelse eller har brug for at skærpe deres læse- og regnefærdigheder.