Fortsæt til indhold

Et Team Rynkeby på aussie-manér

Det australske Team Rynkeby hold blev på Danfoss' skadestue forsynet med forbindinger og andet til den lange tur

Arkiv
Arkiv

Bjarne Kragh er dansker og bosiddende i Australien. I år har han samlet et cykelhold med ryttere fra Canberra-området i Australien plus nogle danskere, som fra lørdag deltager i Team Rynkeby-turen til Paris.
Inden afskeden med Danmark lagde holdet vejen forbi Danfoss' hovedkvarter i Nordborg.
”Det er fedt at være her. Og vi glæder os til turen. Det har taget fire år at få samlet holdet og få tilladelsen til at komme med i Team Rynkeby. Og så har vi brugt tid på at træne, så hele holdet er kommet i form, og vi kunne møde kvalifikationskravene til turen,” siger Bjarne Kragh.
Det er første gang et australsk cykelhold deltager sammen med Team Rynkeby. Med på holdets serviceteam er Danfoss medarbejder Margrethe Lychau Hansen. Hun kontaktede Danfoss Medical Health Centre for at høre, om de ville sponsorere materiale, som serviceteamet kunne anvende under den 1.200 km lange cykeltur.
”Vi vil altid gerne støtte en god sag, og under turen er der jo risiko for styrt, så derfor har vi blandt andet givet forbindinger til holdet og sprit til hænderne,” siger sygeplejerske Ellen Laue Schulz fra Danfoss Medical Health Centre.
Mange fra holdet har aldrig før været i Europa, og de har selv betalt alle omkostningerne til deres tur. For at få cyklerne sikkert til Danmark har alle rytterne valgt at tjekke cyklerne ind som håndbagage.
Maria Holst er fra Egernsund og kører med på det australske hold. Hun kørte også på Team Rynkeby i 2012.
”De er nogle humørbomber, og jeg glæder mig rigtig meget til turen denne gang sammen med de australske ryttere. Vi får en fantastisk tur, er jeg sikker på.”
På lørdag den 5. juli tager de afsked med Danmark, når de bliver sendt af sted fra torvet i Aabenraa af den australske ambassadør i Danmark. Turen slutter den 11. juli, hvor i alt 1.200 ryttere på Team Rynkeby i samlet flok kører ind til centrum af Paris.