Anna holder festivalen ren
Anna Ingerslev og Tine Hansen går søgende med hver deres affalds-samler og pirker papir, skod og dåser op i en stor gennemsigtig pose, de bærer i mellem sig.
De to smiler lykkeligt til hinanden og hilser venligt på nogle af festivalsgæsterne, der velopdragent kommer hen og putter affald i deres pose.
De holder området ved Roskilde Handels butikker i caping øst frit for affald.
Pladsen er usædvanligt pæn og ren, når man tænker på, at stedet er centrum for 130.000 mennesker, der spiser, drikker, hygger og hører musik i en helt uge. Det sviner normalt temmelig meget.
19-årige Anna Ingerslev fra Gadstrup har i år fået sin første arbejdstjans på festivalen.
Hun samler skrald, fylder op på hylder og henter mad. Og så hygger hun, slapper af og lærer en masse nye mennesker at kende.
Hun har glædet sig helt vildt til sin første Roskilde Festival. Og alt er meget bedre end hun forventede, betror hun med et stort smil på læben.
For hun har fået mange nye venner, som hun glæder sig til at hilse på i byen. Og så har hun for en stund fået lov til at være en del af det normale Roskilde.
Ingen billet til Anna
En udsolgt festival var ellers lige ved at sætte en stopper for Annas første roskildeoplevelse.
Anna Ingerslev er født som mongol, og derfor var det nødvendigt at have en godkendt ledsager med.
En chauffør, som Anna fortæller.
Far, Peter Ingerslev, blev godkendt som ledsager. Men sådan noget sker først sent. Og imellemtiden var festivalen udsolgt, og Anna kunne ikke komme med sin ledsager.
Reddet på målstregen
Peter Ingerslev tog fat i deres veninde Tine Hansen og bad om hjælp. Hun er chef for Roskilde Handels sekretariat og er koordinator for handelens butikker på festivalen.
De blev enige om, at Anna ville være en god arbejdskraft i butikkerne.
Derfor kontaktede Tine festivalen, som mente, det var en god ide.
Hvis Tine sørgede for, at koordinere det hele, kunne Anna Ingerslev til gengæld få et arbejdsarmbånd.
Tine Hansen har ikke et øjeblik fortrudt, for at have Anna med på arbejde har været en berigende oplevelse for alle.
Hendes smittende glæde har gjort lykke hos de mange medarbejdere i den store bod.
- Det har været en positiv oplevelse for alle. Anna har snakket med mange nye mennesker og fået en masse nye venner, siger Tine Hansen og fortsætter:
- Og så er hun god til at hjælpe til.
Kommer igen til næste år
Peter Ingerslev er begejstret for, at datteren har arbejdet på festivalen.
- At indgå i fællesskabet og føle sig som et ligeværdigt menneske, der deltager på lige fod med andre, betyder rigtig meget for Anna, siger Peter Ingerslev.
Han er derfor sikker på, at han tropper op som Annas medhjælper på festivalen igen til næste år.
Anna Ingerslev krammer glad sin far. Nu har de talt med avisen, så kan de komme videre med arbejdet igen.
Bagefter skal hun ud med sin søster og bror, der ligger i lejre rundt omkring.
De skal ud og høre musik, mens mor og far skal høre Rolling Stones.
ag@roskildeavis.dk